Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Skuespiller dropper film efter kritik om »hvidvaskning«: »Jeg vidste ikke, at karakteren var asiat«

Tidligere har Scarlett Johansson fået kritik for at tage imod en lignende rolle.

Det var noget ganske essentielt, den britiske skuespiller Ed Skrein tilsyneladende glemte at tjekke op på, inden han valgte at takke ja til en ledende rolle i den kommende film »Hellboy«.

Hans karakter, Major Ben Daimio, har en japansk-amerikansk baggrund i den oprindelige tegneserie.

Det har derfor vakt kritik, at folkene bag filmen ikke har valgt en asiatisk skuespiller til rollen.

Nu har Ed Skrein valgt at trække sig tilbage fra filmen, meddeler skuespilleren på Twitter.

Her skriver han blandt andet, at han »ikke var klar over, at karakteren i den originale tegneserie var af blandet asiatisk oprindelse«.

»Det er åbenlyst, at det har betydning for folk, at karakterens baggrund bliver reflekteret på korrekt vis. At ignorere dét ansvar ville bidrage til den bekymrende tendens, hvor etniske minoriteters historier og stemmer bliver holdt skjult,« skriver Ed Skrein.

Tidligere har det vakt kritik, at Scarlett Johansson blev valgt til rollen som Major Motoko Kusanaqi i filmen »Ghost in the Shell« på trods af sin amerikanske baggrund.

Hun forsvarede sin rolle med, at hun »aldrig ville spille en rolle, jeg følte var stødende«.

Det er første gang, en skuespiller vælger at forlade en film efter kritik om såkaldt »hvidvaskning«, ifølge amerikanske medier.

Filmens producere har udtalt, at de støtter beslutningen efter at have mærket, at Ed Skrein »følte meget stærkt for sagen«.

»Det har ikke været vores hensigt at være ufølsomme over for historiens autenticitet eller særlige etniciteter,« lyder det i en udtalelse fra producerne.

Filmen er sat til at få premiere til næste år.