Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Dansk skuespiller får ros i Hollywood flop-film

Pilou Asbæk får ros for sin rolle i sci-fi filmen "Ghost in the Shell", der ellers har skuffet fælt i amerikanske biografer

Hanne Munk

Med et budget på 110 millioner dollars eller det, der svarer godt 770 millioner danske kroner, må man sige, at Pilou Asbæk med "Ghost in the Shell" har fået foden inden for i en af de større Hollywood produktioner.

Filmens handling foregår i en nær fremtidsverden, hvor teknologien er ved at overtage alt dét menneskelige, der er tilbage. Side om side med Scarlett Johanssons karakter, Major, kæmper antiterrorsoldaten Batou, der er spillet af Asbæk, mod onde kræfter.

"Ghost in the Shell" havde dansk premiere torsdag, men må siges allerede at have skuffet i USA, hvor den kun hentede 19 millioner dollars hjem på åbningsweekenden.

Det dårlige resultat kan være resultat af den whitewashing-kritik filmen har fået internationalt. "Ghost in the Shell" bygger nemlig på en nærmest kult manga-tegneserie fra Japan, der udkom i 1989. Siden udkom den som animé i 1995, og den har ligeledes en meget trofast fanskare.

Og netop fordi filmen bygger på en japansk tegneserie og tegnefilm, har der været stor kritik af, at Paramount og Dreamworks, som står bag filmen, ikke har holdt sig til et japansk cast.

Til CBC News har Paramounts amerikanske distributionschef, Kyle Davies, erkendt, at kritikken formentlig har smittet af på filmens popularitet:

»Vi havde håbet på bedre resultater på hjemmemarkedet. Jeg tror at diskussionen om castet har haft indflydelse på anmeldelserne,« sagde Kyle Davies søndag.

Anmeldelserne af filmen har nemlig heller ikke været i top. Heller ikke herhjemme.

Jyllands-Postens anmelder gav filmen to stjerner og kommenterede netop hvidvaskningen af filmen, men fremhævede ligesom flere andre anmeldere Pilou Asbæks rolle positivt:

»Han gør det lige så godt eller bedre end en skuespiller som f.eks. den populære Tom Hardy ville gøre det, og det lover godt for en endnu større international karriere for Asbæk.«

Også Soundvenue roser Pilou Asbæks rolle:

»Over for hende (Scarlett Johansson red.) stråler vores egen hårdtpumpede Pilou Asbæk i rollen som Batou. Han kontrasterer hendes fremmedhed og robotfacon med sin varme menneskelighed: Han fodrer herreløse hunde, drikker øl og fisker i bugten.«

Men det er ikke kun herhjemme, at der er plads til rosende ord til Asbæk. Også britiske The Guardien skriver:

»Den danske skuespiller Pilou Asbæk har en solid tilstedeværelse som Majors partner, Batou, og han leverer en uventet sjælfuld side til en muskelbundet med metaløjne.«

Da "Ghost in the Shell" først havde dansk premiere torsdag, findes der endnu ikke tal på, hvor mange biografgængere, der har sat sig i stolen for at se filmen herhjemme.