Viggo Mortensen skal fange ”Unabomber”
Viggo Mortensen skal spille FBI-agenten Jim Freeman, der sammen med sit team blæser landet rundt for at fange Unabomber
CANNES - Cannes er stedet, hvor nye titler præsenteres for verden, og en af de spændende er en film om jagten på terroristen og seriemorderen Ted Kaczynski, der gik på Harvard, inden det slog helt klik for ham, og han blev til ”The Unabomber”. Fra 1978 til 1995 slog han tre mennesker ihjel og sårede 23 personer i 16 bombeangreb spredt over hele USA. Jagten på ham var en dyr operation for FBI, og det er den, den nye film handler. Viggo Mortensen skal spille FBI-agenten Jim Freeman, der sammen med sit team blæser landet rundt for at fange Unabomber, men også må konstatere, at terroristen bliver mere og mere voldsom, jo nærmere de kommer ham. Filmens instrueres og produceres af Robert Lorenz. Han har tidligere produceret bl.a. Clint Eastwoods ”American Sniper”.
Apropos Clint Eastwood. Det 86-årige ikon besøgte Cannes til en såkaldt masterclass, hvor han talte om sin karriere i en biograf med plads til 500 gæster. Den gamle er i gang med en film om de to amerikanske soldater, der i 2015 afværgede et terrorangreb i et tog i Belgien.