Film & tv

Mads Mikkelsen udpeget til Cannes-jury

Den danske skuespiller Mads Mikkelsen skal sidde med i den fornemme filmjury ved årets filmfestival i Cannes.

Skuespilleren Mads Mikkelsen er blevet udpeget til at sidde med i den prestigefyldte Cannes-jury Francois Mori

Danmark er flot repræsenteret, når Guldpalmen dette år skal uddeles ved filmfestivalen i franske Cannes.

Skuespilleren Mads Mikkelsen er blevet udpeget til at sidde med i den prestigefyldte jury, der skal beslutte hvilke film, der i år skal hædres med priser ved festivalen.

Med ham i juryen sidder blandt andre skuespillerne Kirsten Dunst, Vanessa Paradis og Donald Sutherland. Formanden for juryen er den australske instruktør George Miller.

Udover det danske jurymedlem kan vi i Danmark også glæde os over, at den danske instruktør Nicolas Winding Refn har mulighed for at tage hovedprisen Guldpalmen med sig hjem fra årets filmfestival i Cannes.

Hans seneste film "The Neon Demon" er udtaget til festivalens hovedkonkurrence.

Film af Nicolas Refn er udtaget til hovedkonkurrence i Cannes

Mads Mikkelsen selv har også tidligere taget en pris med hjem fra festivalen, da han i 2012 vandt prisen for bedste mandlige skuespiller for sin rolle i den danske film "Jagten", der er instrueret af Thomas Vinterberg.

Han har nydt international opmærksomhed siden sin skurkerolle i James Bond-filmen "Casino Royale" fra 2006 og har siden fået flere internationale roller i film- og tv-serier.

Filmfestivalen i Cannes regnes for at være en af de fornemmeste filmfestivaler i verden.

Både filmstjerner, instruktører og producere deltager i festivalen, der bliver massivt dækket af medier fra hele verden.

I år er det filminstruktør Woody Allen, der for tredje gang skal åbne festivalen med premieren på sin nye film "Café Society", som foregår i 1930'ernes Hollywood.

Tidligere har de danske instruktører Lars von Trier og Bille August vundet Guldpalmen på filmfestivalen.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

På denne side finder du Jyllands-Postens dækning af filmfestivalen i Cannes.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her