Winding Refn skal filme Keanu Reeves
Den danske topinstruktør bag "Drive" skal i gang med gyseren "The Neon Demon" i Los Angeles. Besætningen er nu offentliggjort.
Berlin
Det er vist mest en film om smukke og farlige kvinder i Hollywood, men da branchemagasinet Variety fredag udkom med nyheden om rollebesætningen i Nicolas Winding Refns kommende gyser "The Neon Demon", var det alligevel et mandligt navn, der vakte mest opsigt.
Danskeren har castet stjernen fra "The Matrix", Keanu Reeves, til den mandlige hovedrolle.
De mange kvindelige skuespillere er en blanding af rutinerede kræfter og grønskollinge. "Drive"-medvirkende Christina Hendricks er med på holdet, mens andre tilknyttede er Jena Malone, Bella Heathcote, Abbey Lee og fremadstormende Elle Fanning ("Maleficient").
Med besætningen på plads kan det konstateres, at samarbejdet med Ryan Gosling, som har medvirket i Refns seneste to film, foreløbig er sat i bero.
Danskerens producent, Lene Børglum, Space Rocket Nation, forsikrer dog, at de vil arbejde sammen igen. Duoen, der gjorde "Drive" til en international succes, har en aftale om det, forklarer hun.
Om "The Neon Demon" fortæller Lene Børglum, at ideen til filmen opstod, da Nicolas Winding Refn lavede "Drive" og var bosiddende i Los Angeles.
"Ideen er hans, og manuskriptet er blevet til i samarbejde med en ung kvinde, Mary Laws. Optagelserne begynder i næste måned," siger Lene Børglum.
Hun fortæller, at Nicolas Winding Refn også er i tidlig udvikling med et par tv-serieprojekter, dog ikke "Barbarella", som han tidligere har været sat i forbindelse med.
Refns seneste film, "Only God Forgives" (2013), opnåede ikke samme positive kritik og hype som forgængeren "Drive" (2011), men Lene Børglum præciserer, at investorerne fik pengene hjem. Bag danskeren står de franske selskaber Wild Bunch og Gaumont.
"Opbakningen er stadig stor. Som arthousefilm gik "Only God Forgives" godt over det meste af verden, bare ikke i Danmark."
Ifølge boxofficemojo.com indspillede "Only God Forgives" 68 mio. kroner i biograferne på verdensplan.
"Drive" indspillede mere end 493 mio. kroner.