Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

HBO bekræfter: Game of Thrones vender først tilbage næste år

Den sidste sæson vil kun bestå af seks afsnit.

Vinteren kommer - men du skal vente helt til 2019 med at finde ud af, hvad det medfører for vennerne i De Syv Kongedømmer.

Det har HBO, der står bag den populære fantasyserie ”Game of Thrones” netop bekræftet. Hvornår på året hitserien kommer til at løbe over skærmen, har man stadig ikke løftet sløret for.

Produktionen af den sidste sæson gik i gang i oktober og ventes at vare indtil august.

Det, vi ved, er imidlertid, at sæsonen kommer til at bestå af seks afsnit. Til sammenligning var der 7 afsnit i den seneste sæson og 10 i hver af de 6 foregående.

Afsnittene ventes til gengæld at blive ganske lange, eftersom afsnittene i den syvende sæson varede mellem 59 og 80 minutter.

Og så ved vi, at instruktørerne for den kommende sæson bliver David Benioff, D. B. Weiss, David Nutter og Miguel Sapochnik.

Men de færreste - selv de medvirkende - ved, hvad det hele ender med. I hvert fald har flere internationale medier citeret HBO’s programdirektør, Casey Bloys, for at sige, at der bliver filmet flere forskellige slutninger for at undgå afsløringer ved læk. Serien har tidligere haft problemer med hackere, der truede med at afsløre handlingen ved at offentliggøre afsnit før tid.

Game of Thrones er baseret på forfatteren George R.R. Martins bogserie af samme navn, men tv-serien er for længst løbet forud for handlingen i Martins fem publicerede værker i serien ”A Song of Ice and Fire”.

Politik, krig, sex og drager - og ikke mindst kampen om magtsædet i den fiktive verden Westeros - udgør seriens omdrejningspunkter. Med i kampen om tronen er blandt andre de danske skuespillere Nicolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk.