Game of Thrones: Syvende sæson leverer kølig klimakrise og imponerende action... tilsat masser af penis

Sidste afsnit af Game of Thrones rullede i nat over skærmen. Jyllands-Posten bedømmer hele sæson syv.

Artiklens øverste billede

Game of Thrones, hele sæson 7

HBO

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Syvende sæson af HBO's fantasy-serie Game of Thrones er suset forbi, båret frem på flagrende dragevinger, og nu skal der gøres status på endnu en rent begivenhedsmæssigt medrivende madpakke af afsnit, der, vanen tro, byder på masser af den type opsigtsvækkende og eksplicitte underholdning, som skaberne af franchisen med held har gjort til et varemærke.

Vi taler altså underholdning, som ville have fået gode gamle Tolkien til at trække i blufærdigheds-bremsen eller give den lille uskyldige Frodo blodappelsin-røde kinder.

Trods alt fik ingen skåret kønsdele af i torturkamre i denne omgang af spillet om Jerntronen... men det betyder ikke, at serien har trukket fantasy-følehornene til sig.

Sæsonen - der særligt fokuserer på Jon Snow og Deanerys Targeryens diplomatiske (og senere romantiske) relation - indeholder af uransagelige årsager også ganske mange referencer til enten tilstedeværelsen (eller fraværet) af det mandlige kønsorgan. 

Vi får serveret sexscener, der involverer en ubesudlet eunuk-soldat og hans olivenbrune beundrer.

Vi overværer så-godt-som-helt-sikkert opvarmningen til et søster-til-bror-blowjob mellem dronning Cersei og (Nikolaj Coster-Waldaus) Jaime Lannister.

Vi ser danske Pilou Asbæk i rollen som den jernfødte Euron Greyjoy, der udlever sin indre stjernepsykopat og (en anelse karikerede) pirat-spradebasse i et søslag, hvor den slet, slet ikke-får-for-lidt. Faktisk er mødet med Eurons potente "Jernflåde" så skrækindjagende for slægtningen Theon Greyjoy, at han må slå halen (for der er i hvert fald ikke andet tilbage) mellem benene og hoppe pladask i bølgen sort - i sæsonafslutningen reddes Theons  liv sågar, fordi han ikke har en penis og dermed er immun over for knæ i bollerne.

Man fornemmer, at manuskriptforfatterne vil videreformidle, at det i visse tilfælde er at foretrække, hvis magtfulde mennesker har store hjerter fremfor store... ja... og så er den sag ikke meget længere. (Læser du med inden næste valgkamp, Donald Trump?).

Pilou Asbæk går berserk i rollen som Euron Greyjoy

En af sæsonens mest morsomme dialoger (der er en hel del) omhandler sjovt nok også penisser, og den afholdes mellem det umage makkerpar Bronn og Jaime Lannister, der i sæsonfinalen ser lettere ængstelige til fra borgmuren, mens Daenerys' overlegne hær af penis-løse elitekrigere, "The Unsullied", marcherer mod dem i romersk kampformation. Et syn, der får den bramfri Bronn til at indlede snakken med ordene:

"Men without cocks... you wouldn't find me fighting in an army if I had no cock... What's left to fight for?"

Jaime: "Gold?"

Bronn: "I've spend my life around soldiers... what do you think they spend their gold on...?"

Jaime: Familiy?

Bronn: "Not without a cock they don't..."

Jaime: "Maybe it is all about cocks in the end..."

Bronn: "And yet your brother has chosen to side with the cockless."

Det er unægteligt sjovt.

Selvom syvende sæson leverer visuelt imponerende og cinematisk kvalitetsniveau, rent visuelt, så byder den også på lidt færre spændende karaktermæssige udviklingskurver, og lige lovligt meget plot-sjuskeri.

En af seriens styrker har fra starten været, at selvom den udspiller sig i et totalt udsyret fantasy-univers, så virker begivenhederne alligevel realistiske indenfor rammerne af Westeros og omegn.

Seeren studser f.eks. ikke synderligt over en treøjet ravn, der bliver fjernstyret via en lammet drengs tidsrejsende tanker. Det er nemlig i tilstrækkelig grad, og henover tilstrækkeligt mange afsnit, blevet sandsynliggjort over for seeren, hvorfor denne overnaturlige dreng potentielt kunne være i stand til denne form for ravne-rekognoscering.

Måske var syv afsnit en anelse for få til at udfolde den ønskede fremdrift i handlingen i denne sæson, for særligt karakternes rejsetider på kryds og tværs af universets geografi virker forhastede.

Distancer, der tidligere tog sæsoner at tilbagelægge, tager flere steder i sæsonen blot en håndfuld sceneskift. Man undrer sig f.eks. over, at den vejrbidte, humorforladte (og til sit forsvar døde og forfrosne) Night King og hans hær af White Walkers har brugt flere sæsoner på at traske mod "The Wall" og ind i de levendes rige... når nu Jon Snow og hans umage bande af sværdsvingende eventyrere, i en jammerlig jolle og derefter på gåben henover sneklædte bjerge, tilsyneladende kan tilbagelægge en endnu længere distance i løbet af et enkelt afsnits spilletid i sæson syv.

I løbet af sæson syv står det mere og mere klart, at det levende døde frostfolk fra det kolde nord er en analogi på de klimaforandringer, der kan true verden og livet, som vi i dag kender det, på planeten Jorden.

Gennemgående i sæson syv er temaet om, at vi står over for en fjende, som vi kun kan bekæmpe i fælles flok. En fjende så farlig, at dennes indiskutable trussel bør udjævne de stridigheder, vi måtte have med hinanden. Lyder det bekendt?

Teorien om klima-analogien i Game of Thrones synes i hvert fald at være uden for skyggen af tvivl, da Den Store Mur, der beskytter de levende i Westeros fra de døde, i sæsonfinalen knuses af The Night King og, idet den kollapser, har slående lighed med en eroderende gletscher fra - lad os sige - en hvilken-som-helst klimadokumentarfilm.

Jon Snows fornuftsbaserede kamp for at få folk til at tro på eksistensen af White Walkers - og hans kamp mod vildledende løgne i sæsonfinalen - lader også til delvist at huse en kritik af ignorante klimabenægtere.

Men nok om det. Under alle omstændigheder er der flere små plot-frustrationer, i stil med den ovennævnte om rejsetiden, der pibler frem flere steder undervejs i sæson syv. Såsom:

Hvorfor kan den hammersvingende smed Gendry pludselig løbe i en hastighed, der ellers kun er menneskelynet The Flash forundt, da han skal tilkalde hjælp, fordi Jon Snow og co. er omringet af en hær af døde og står med sværdspidserne godt og grundigt parkeret i postkassen?

Jon Snow og co. omringet af levende døde.

Hvorfor er Jon Snow overhovedet draget drageløs ud på en så tåbelig selvmordsmission for at finde en levende død og derefter transportere banditten tilbage til Westeros for at overbevise den sindssyge dronning Cersei om, at The Night King og truslen fra nord er virkelig (fair nok, Jon er Jon og Jon er en dumdristig actionhelt, men stadig...)?

Hvorfor drukner Jaime Lannister og Jon Snow ikke, når de iført rustninger - ikke dykkerdragter og snorkel - synker til bunds i dybe søer? Får de gæller, når det gælder?

Bronn redder Jaime Lannister fra druknedøden. Foto: HBO

Og hvordan kan onkel Benjen dukke op, som en anden skytsengel, ud af det blå, i det kolde nord, når lokummet fryser allermest over for Jon Snow?

Det åbenlyse svar er, at manuskriptforfatterne havde brug for at Benjen dukkede op lige dér, på det tidspunkt, hvis ikke handlingen skulle kortslutte.

Man kan bare undre sig over, at disse plotmæssige bananskræller ikke er blevet fejet til siden af de dygtige manuskrupforfattere på mere elegant vis?

Så ja. Handlingen i sæson syv er momentvist forceret.

Alligevel er fejlene ikke alvorlige nok til helt at sabotere underholdningen. At se Game of Thrones føles stadig som at iføre sig en laber cashmere-trøje, som på detailplan sandt nok stumper lidt i ærmerne i sæson syv, men som stadig oser af kvalitet i al sin kostbare helhed.

Tarlys job er bogstaveligt talt lort. Og værre endnu: Det er lort i loop. Og det er skide skægt.

Kort fortalt er Game of Thrones stadig et powerhouse, man ikke kan komme udenom, indenfor fantasy-underholdning.

Tillad mig at fremhæve to af mine personlige højdepunkter nedenfor.

Seriens måske sjoveste sekvens nogensinde. Et supercut af en arbejdsdag på citadellet - Game of Thrones' svar på biblioteket i Alexandria - for den buttede, boglige og hjertegode Samwell Tarly.

Tarly nøjes ikke med at sætte bøger på plads i endeløser reolrækker. Staklen skal også servere suppe for sine overordnede, de såkaldte maesters, og tømme natpotter, tilhørende citadellets logerende, skvulpende fulde af efterladenskaber (læs: lysebrun mixtur af pis og lort).

Efterladenskaberne er selvsagt ikke morsomme i sig selv, men komikken opstår i kraft af sekvensens hastighed; når man det ene sekund ser en potte fuld af tyndskid blive tømt, det næste sekund ser Tarly lave opgivende opkast-lyde og det tredje sekund en tyndskids-lignede suppe blive sjask-serveret i en skål og spist... hvorefter sekvensen gentager sig over flere omgange. Tarlys job er bogstaveligt talt lort. Værre endnu: Det er lort i loop. Og det er skide skægt (se nedenfor).

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Sæson syv var også leveringsdygtig på actionscener, der fik pulsen op. Særligt fjerde afsnit, "The Spoils of War", bør fremhæves som en af seriens absolut mest fængslende til dato.

Da en overlegen hær af Dothraki-krigere, anført af Deanerys Targaryen på ryggen af en drage, overrumpler Jaime Lannisters tropper, bliver den iver, hvormed man som seer henover flere sæsoner har ventet på at se drager slippe flammerne løs i Westeros med et knips til en skamfuld klump i halsen. Ikke nok med at man i forvejen nærer sympati for (anti-)helten Jaime Lannister, der må se sine mænd transformeret til forkullede grillkyllinger under flammerne fra uhyret foroven.

Nederlaget står malet i Jamie Lannisters øjne, da Dothraki-hæren og Daenerys Targaryen på drageryg slagter Lannister-tropperne. Foto: HBO

Afsnittets genialitet består i, at man fra start til slut har fulgt Jaime - ikke heltinden Deanerys. Man opbygger altså ekstra sympati og forståelse for den side, der senere i afsnittet maltrakteres. Selv under krigsscenerne forbliver fokus primært på fodfolket - ikke på dragen. Man ser de ellers tapre soldater løbe forvildede og desorienterede rundt mellem støv, lig og flammer. Og synet går i hjertekulen.

Nok er der tale om en fantasy-serie, men krigens rædsler portrætteres i dette afsnit mere virkelige, end vi ellers er vant til i Game of Thrones. Det kunne næsten ligeså godt have været en jetjæger eller en drone, der sønderbombede teknologisk underlegne og ærtepistolbærende civile med ætsende napalm. Så når instruktøren bag afsnittet (lidt overraskende Matt Shakman, instruktør på bl.a. komedieserien "Always Sunny in Philadelphia") har udtalt, at udvalgte scener er inspireret af bl.a. "strandscenen" i krigsklassikeren "Saving Private Ryan" og Helikopter-scenerne i "Apocalypse Now", så er det altså ikke helt brændt af.

Og når man ser Tyrion Lannister se desillusioneret til på en bakketop, mens han overværer nedslagtningen af sit eget ophav og efter al sandsynlighed bevidner sin egen brors død, bygges endnu et lag på den i forvejen multi-dimensionelle lagkage af et fantasydrama.

Tyrion Lannister går gennem et dragehærget område. Foto: HBO

I samme afsnit galopperede pulsen særligt højt på den skrivende journalist ved synet af en enarmet Jaime Lannister, der heltemodigt, og uden en hær bag sig, rider mod den ragnarok'ske monstrøsitet af en drage, der for en stund er nødlandet. Sandsynligheden for, at den enarmede soldat overlever, virker i øjeblikket ligeså spinkel, som sandsynligheden for at vinde jackpot i første forsøg på en... lad os sige... enarmet tyveknægt.

Lang historie kort: HBO har skabt en serie, der, selv når den ikke rammer topniveauet, alligevel er medrivende som bare fanden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.