Pizzanazisten er bag lås og slå
En herostratisk berømt pizzabager i New York er fængslet efter på spektakulær vis at have stjålet en pizzaovn, han mente, tilhørte ham.
Hvis man kender tv-serien Seinfeld, så har man også hørt om The Soup Nazi og hans vrede motto no soup for you!
Suppenazisten havde et virkeligt forlæg, nemlig Al Yeganeh, ejeren af Soup Kitchen International i New York City, som var alt andet end begejstret for Seinfelds interesse; ifølge Seinfeld-forfatter Spike Feresten besøgte Jerry Seinfeld og flere af hans kolleger suppestedet nogle uger senere, og da han genkendte Seinfeld, overfaldt Yeganeh ham verbalt og forlangte en undskyldning. Angiveligt gav Seinfeld en umådelig sarkastisk undskyldning, hvorefter suppemanden smed dem ud med råbet: No soup for you.
Men øgenavnet har grebet om sig.
Således har der, fortæller Grub Street, i Brooklyn længe eksisteret en pizza-nazi, et tilnavn opfundet af de lokale, for pizzabager Whitney Aycock hører ikke til de overbærende. I hans pizzeria i Rockaway Beach, Brooklyn, New York, er der strenge regler. No slices er en af dem, hvad der måske i danske øren lyder tilforladeligt, men er ret usædvanligt i New York, hvor begrebet en pizzaslice har nogenlunde samme status som en leverpostejmad herhjemme.
Hvis nogen beder om en pizza, der ikke står på menuen, må de påregne at blive bonnet et gebyr på 500 procent, han hader skoleelever, og hans uforskammethed er kendt viden om.
Men han laver gode pizzaer – ellers ville der jo slet ikke være en historie.
Whitney Aycock blev arresteret i august måned, mistænkt for at dyrke pot i sit baglokale. Han nægtede sig skyldig og blev løsladt (om end han angiveligt har erklæret sig skyldig senere og taget sin straf), men denne gang er sagen alvorligere for pizza-nazi’en, der ikke lægger skjul på, at verden rager ham en papand – for at sige det meget pænt.
Sagen er, at hans restaurant Whit’s End ligger i Playland Motel. I forbindelse med arrestationen, måtte han lukke restauranten og se sig om efter ny lokaliteter. Og han skulle bruge en ovn, ja, faktisk mente han, at den ovn, han havde efterladt i Whit’s End var hans personlige ejendom.
Det mente motellet ikke, så de beholdt ovnen.
Derfor tog Whitney Aycock en aften en ven med og sammen borede de et hul i muren til motellet. Ved hjælp af en gaffeltruck fik de den omstridte ovn af mærket Stefano Ferrara, der angiveligt har en værdi 15.000 dollars, bugseret over på en lastbil og kørte den væk.
Desværre for de to tyve blev de fanget på et overvågningskamera og senere anholdt.
Hvem der er ovnens rette ejer, er fortsat et juridisk stridsmål, og hvor den i skrivende stund befinder sig, vides ikke, og det er foreløbig ikke afgjort, om pizza-nazisten bliver tiltalt i sagen.