Afdød stjerne hædres med statue
Til september afsløres statue af Amy Winehouse, der døde som 27-årig i 2011.
For få uger siden var det tre år siden, at den engelske sanger Amy Winehouse blev fundet død i sin lejlighed i London.
Hun ville den 14. september være fyldt 31 år, og i den anledning vil der i Camden Town i London blive afsløret en statue af hende.
Statuen vil blive opstillet på det kendte Camden Market, der tiltrækker turister fra hele verden, og det er hendes familie, der står bag initiativet.
Placering ændret
Det var oprindeligt tanken, at statue skulle være opstillet foran koncertsalen Roundhouse i Campden, men hendes far, Mitch Winehouse, der forvalter hendes arv, meddelte torsdag, at man i samarbejde med det lokale bystyre nu har valgt markedet som placering.
På den måde, mener Mitch Winehouse, vil statuen blive langt mere tilgængelig for fans og fra den nye placering ”vil Amy for evigt kunne følge, hvem der kommer og går i hendes hjemby”, som han udtrykker det.
Amy Winehouse, der også var kendt for sit massive stof- og alkohol-misbrug, blev fundet død i sit hjem i Campden om morgenen den 23. juli 2011.