En sangerinde uden noget at skjule

Amy Winehouse kom stille og genert ind på caféen på det fashionable hotel Martinez i Cannes i Sydfrankrig.

Hun var i stramme jeans og en løs træningstrøje. Hun bad om en kop te og undskyldte, at hun ofte kom til at stamme, når hun blev interviewet. Det skyldtes nervøsitet.

Det var svært at fatte dengang, den 22. januar 2007, at den stilfærdige sangerinde var den selvsamme person, som i britiske medier i månedsvis var blevet beskrevet som temperamentsfuld og tørstig efter alkohol og stoffer.

I januar 2007 var Amy Winehouse den bedste historie i den britiske presse, fordi hun stod som landets nye, store stjerneskud.

Hendes album ”Back To Black” var udkommet i efteråret 2006 i hjemlandet. Det havde fået masser af kritikerroser og lå nummer ét på hitlisten, og det var på vej til at blive en verdensomspændende succes.

»Jeg skriver om mit liv. Jeg har problemer, som jeg vil ud med, og det kan jeg gøre ved at skrive en sang,« sagde hun.

Iørefaldende og retropræget

Albummet var produceret af to af den tids hotte producere, Mark Ronson og Salaam Remi. Sammen med Winehouse skabte de en lyd, der var iørefaldende og retropræget uden at fremstå gammeldags.

Den britiske sangerinde havde ikke noget imod at erkende en svaghed for fortiden.

»Jeg er lidt gammeldags, elsker soulmusik og sange, der fortæller, hvordan en person har det,« forklarede hun.

Det tør siges.

På albummets indledende nummer og første store hit, ”Rehab”, sang hun om at blive opfordret til at tage på afvænningsklinik, mens hun på ”Addicted” sang om at være afhængig af marihuana.

På ”You Know I’m No Good” beskrev hun sig selv som et problem og en ballademager, mens hun på pladens titelnummer fortalte om at blive svigtet:

»You go back to her and I go back to black.«

Fræk, charmerende og venlig

Amy Winehouse blev født den 14. september 1983, og allerede som barn viste hun de sider af sig selv, som kom til at præge hende som voksen.

»Hun var fræk og ulydig, men hun kunne også være sjov, charmerende og venlig,« fortæller hendes bror, Alex Winehouse, i bogen ”A Family Portrait”.

Hun voksede op i en familie, der elskede musik, og da hun begyndte at købe plader, var det med bl.a. Frank Sinatra, Ella Fitzgerald, Ray Charles, Dinah Washington, Aretha Franklin, Nina Simone, Shirley Bassey og The Shangri-Las.

I 2003 udkom debutalbummet ”Frank”, der bl.a. var præget af Amy Winehouses jazzfascination, og på pressebillederne viste hun sig med langt hår og sul på kroppen.

Da hun tre år senere vendte tilbage, var både musikken og hendes personlige stil ændret.

I albummets booklet takkede hun The Shangri-Las og den engelske ska-gruppe The Specials, og på de officielle pressefotos huserede hun med stort opsat hår og tatoveringer på begge arme. Sangerindens figur var tydeligvis krympet, og i britiske medier blev der hurtigt spekuleret i, om slankekuren i virkeligheden handlede om et stofmisbrug.

På caféen i Cannes i januar 2007 foretrak hun stadig en kop te og fortalte om, hvor meget hun elskede at optræde.

»Jeg varmer ikke min stemme op, og jeg laver ikke yoga. Jeg bliver bare mere og mere begejstret og går rundt i lokalet med et smil. Derfor nyder jeg fra begyndelsen at være på scenen, og faktisk bliver jeg lidt deprimeret, når en koncert er ved at slutte.«

Da hun i sommeren 2007 optrådte i Parken i København til TV 2’s endagsfestival Zulu Rocks, var hendes præstation dog alt andet end overbevisende.

Det virkede mest af alt, »som om hun hellere ville sidde på sit stamværtshus i London«, skrev Jyllands-Posten.

Men det blev endnu værre.

I august samme år måtte Smukfest i Skanderborg meddele, at koncerten med Amy Winehouse var aflyst. Officielt på grund af sygdom.

»Men jeg kan da også læse, hvad der står på nettet, og der dukker overdosis op ret mange gange. Det er desværre tit sådan, at stjernerne lever op til de fordomme, der omringer dem,« sagde festivalens musikbooker, Jens Peter Andersen.

»Vi overlever her på festivalen, men det er værst for Amy Winehouse,« tilføjede han.

En forklaring på sangerindens kaostilværelse, der næsten dagligt fik en ny vinkel i britiske medier, var en Blake Fielder-Civil.

Han kom i første omgang i rampelyset som sangerindens kæreste, men efterhånden blev det åbenlyst, at han var stærkt medvirkende til Winehouses interesse for hårde stoffer ved siden af marihuana og sprut. Efter sigende pralede han ligefrem med, at det var ham, der havde introduceret Winehouse til de hårde stoffer.

Men de mange historier om Winehouses problemer betød ikke noget negativt for hendes position som sangerinde eller salget af ”Back To Black”, der blev det bedst sælgende album i Storbritannien i 2007, mens en deluxe-udgave af pladen året efter var med på en britisk liste over de mest købte plader.

I USA, som er verdens største musikmarked, blev albummet også en sællert, og i februar 2008 blev hun hædret med en håndfuld priser til den 50. udgave af den amerikanske musikfest Grammy. Men visumproblemer og et forsøg på at komme ud af sit misbrug betød, at Amy Winehouse ikke var i USA for at modtage priserne og blive hædret som en af det års mest dominerende prismodtagere. Tv-seerne måtte i stedet nøjes med en optræden af Amy Winehouse i et studie i London.

Lyst til at blive gift og få børn

I Cannes i januar 2007 spurgte Jyllands-Posten, hvad Amy Winehouse havde af planer for et tredje studiealbum. Det havde hun ikke tænkt over:

»Jeg er ikke særligt ambitiøs, når det gælder min karriere. Men der er en ting, som jeg godt kunne tænke mig: at blive gift og få børn.«

Amy Winehouse blev gift med – og siden skilt fra – Blake Fielder-Civil. Mor blev hun aldrig. Hun døde den 23. juli 2011. Dødsårsagen var alkoholforgiftning. Elton John kaldte efterfølgende Amy Winehouse »en af de mest skelsættende kunstnere, som dette land nogensinde har skabt«, Tony Bennett karakteriserede hende som en »ekstraordinær musiker«, mens Lady Gaga betegnede hende som »fantastiske Amy Winehouse«.

Amy Winehouse fik aldrig indspillet og udgivet sin opfølger til ”Back To Black”, der er solgt i ca. 12 mio. eksemplarer.

Denne artikel er en del af artikelserien ”50 år - 50 album”, som blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten første gang i juli-august 2014. Hele artikelserien bliver genudsendt på JP Premium hen over sommeren 2016.