Blind tillid

Det er nat i en skummel del af New York, og manden med blindestokken lyser op i det fattige kvarter.

Den ene time har taget den anden i jazzbaren, som Edis Adilovic netop har forladt.

En tanke slår ned i ham. Ingen ved, hvor han er. Måske burde han have lagt en plan, men de bedste oplevelser er de spontane, ikke sandt?

Hvis han kunne se, ville han nok bemærke de mistroiske øjne i natten. I stedet mærker han to kroppe sende en bevægelse gennem luften. Fodtrin nærmer sig, og han vender ansigtet mod lyden.

»Undskyld, venter du på nogen?« spørger en kvindestemme.

»Nej, jeg er lige ved at overveje, hvordan jeg kommer hjem med undergrundsbanen,« svarer han.

En ny kvindestemme blander sig.

»Det her er ikke et sted at gå alene rundt. Har du bestilt en Uber-taxi? Du vil da ikke med metroen hjem … kl. 02 om natten?« siger hun.

»Jo,« svarer Edis Adilovic og smiler det bedste, han har lært. Han er på studieophold. Pengene er få.

De to kvinder debatterer situationen. De ender med at følge ham hjem. Ikke bare til den nærmeste natåbne metrostation – men hele vejen tilbage til hotellet, og da de når frem, er alle tre de bedste venner.

Ingen ros

Edis Adilovic har blind tillid til alle os andre. Han bygger sit liv på en forventning om, at det hele nok skal gå. Selv når man ender i dumme situationer, som man er smertelig klar over, at ens mor måske ikke ligefrem vil rose en for, hvis hun læser denne artikel.

Det kræver kræfter at være blind. Særligt på rejser. I en by er der biler, cykler, gående, trapper samt togskinner, som man kan falde ned på. Der er også den infernalske larm, der udfordrer den rumfornemmelse og koncentration, som man har brug for, hvis man skal navigere uden at se verden.

Det ville afgjort være nemmere at blive hjemme. At sige nej til et studieophold i en amerikansk metropol eller springe over, når rusholdet på Syddansk Universitet har arrangeret en cykeltur rundt i Odense som en del af introugen.

Han forstår godt dem, der ikke tør eller ikke har tillid til, at det hele nok skal gå. Eller ikke føler, at de kan tillade sig at foreslå en ny plan, når en uforudset barriere dukker op. Som eksempelvis at foreslå sine rustutorer at finde en tandemcykel, så man kan komme med og drikke sig fuld og lære de andre at kende.

Men for ham er det en drift. Ikke at kunne gøre det samme som de seende, nej, der er masser af seende, der hverken har mod på eller lyst til at tage alene på jazzklub eller løbe et strabadserende adventure-race, som han gjorde i går ved hjælp af en seende med-løber.

Der er nok også mange, der hellere vil ligge på en strand end at kaste sig ud i hans store sommerferieprojekt. Vi taler om det på en tur gennem et stort naturområde, der ligger bag hans lejlighed i Odense.

Hemmeligt våben

Den 14. juli tager Edis Adilovic afsted til Frankrig for at gå 775 varme km til Caminoens spanske endestation, Santiago de Compostela. Ved hjælp af sin mobiltelefons gps og med en lille rygsæk og sin blindestok vil han hver dag gå 25 km fra herberg til herberg. På mange af de herberger gælder først til mølle-princippet.

»Jeg har læst, at der er pres på Caminoen i år,« siger jeg bekymret til ham: »Så hvad gør du, hvis alle sengene er optagede?«

»Ja, det kan da også bekymre mig. Jeg går langsommere end de fleste, og hvis der er strækninger med stejle skrænter, kan det ske, at jeg må vente til, nogen, som jeg kan følges med, kommer forbi, og er alle sovepladserne taget, må jeg håbe, at nogen måske vil rykke sammen eller kender en i byen, der vil have mig på besøg for en nat, eller vil give mig et lift til den næste by eller finde en bus. Det løser sig,« siger han.

Men hvad så med de vilde hunde, eller hvis han skal krydse en vej med mange biler eller farer vild, eller hvis han ikke når frem, før det er nat?

»Det sidste gør ikke så stor en forskel for mig, men jeg har et hemmeligt våben. Jeg er ikke bange for at bede om hjælp. Vi danskere er rigtig dårlige til netop det. Måske synes vi, at det viser svaghed, men den tanke har jeg parkeret for længst,« siger han.

Jeg påpeger hans iøjnefaldende skrammer på underbenene.

»Ha, nå ja, jeg snublede lidt i går på det adventure-race … der var sådan nogle træstammer, man skulle over,« griner han.

Fotografen stopper ham for at tage billeder et sted, hvor lyset falder særligt fint.

»Jeg har en historie, som gør, at du måske forstår det hele bedre,« siger han, mens myggene sætter sig på hans ben:

»Den handler om en helt fantastisk pædagog, der hedder Annie, som jeg mødte i børnehaven, vil du høre den?«

Hænderne op

Edis Adilovic er barn af bosniske forældre, der flygtede til Danmark, da han var to år og var begyndt at gå ind i ting på grund af en autoimmun sygdom, der tog hans synsevne og forsvandt med den. I en børnehave i Kalundborg mødte han et menneskesyn, der hjalp ham.

De var på tur med børnehaven til en strand. Det hele var lidt træls. Det var koldt, og han nægtede at holde nogen i hånden eller armen. Han stak hænderne i lommerne. »Tag hænderne op,« lød det fra de voksne. »Lad ham,« sagde Annie, hvorefter Edis Adilovic gik direkte ind i en kampesten og slog sit skinneben og begyndte at græde. Hun satte sig på knæ og sagde:

»Edis, du kan ikke gå med hænderne i lommerne, når du ikke kan se!«

Okay … men hvad var det skelsættende i det?

»Hun gav mig ansvar. Jeg tænker tit tilbage på det. Også når jeg møder børn i dag – også seende børn,« siger han – og kommer i tanke om en anden Annie-historie.

Pædagogernes pauserum lå på anden sal i børnehaven. Der gik rygter blandt børnene om, at de voksne guffede småkager til deres kaffe. En dag sneg han sig op på anden sal, ned langs gangen, ind i rummet og følte sig frem til skuffen med småkager og blev taget med fingrene i småkagedåsen, helt bogstaveligt talt.

»En anden slags pædagog ville måske have tænkt ”nååå, den søde, lille, blinde flygtningedreng, hvor flot at han fandt herop uden hjælp”, men Annie? Hun skældte mig ud. Hun behandlede mig akkurat som alle andre.«

Vanedannede videoer

Caminoen tiltrækker ofte folk, der har været igennem noget svært. Den slags selvudviklingstur har han været på. Det var studieopholdet i New York, hvor han for første gang i sit liv valgte at tage afsted uden sikkerhedsnet og uden sine mange seende venner. I dag arbejder han med velfærdsteknologi og har taget fri fra sit job for at kunne vandre Caminoen.

»Men jeg har en slags mission. Jeg vil gerne vise, at menneskeheden er meget bedre end sit rygte. Folk vil gerne hjælpe, man skal bare række ud, og prøv lige at overveje, hvor mange spændende mennesker jeg kommer til at følges med på den her tur. Men hvad ville bekymre dig mest, hvis du selv skulle gå?« spørger han på vejen tilbage til sit hjem.

»At fare vild … og være alene,« erkender jeg.

»Man er vist ret sjældent alene på Caminoen. Og … fare vild? Jamen, man har jo sin bedste ven lige her,« siger han og vinker med mobiltelefonen, der er indstillet, så alt bliver læst højt på den – også vejviseren.

»Det er mere bekymrende, at jeg bruger så meget tid på at scrolle ligegyldige videoer på den pokkers mobiltelefon … du ved reels? De er lige så vanedannede for folk, der ikke kan se som alle andre,« siger han og låser hoveddøren op.

På væggen hænger medaljerne fra alle de motions- og marathonløb, han har deltaget i. Hans fotoalbum kalder han det. Når han mærker på dem, kommer minderne fra hvert løb frem:

»Nogen vil måske tænke, at jeg lige så godt kunne gå en lang tur hver dag i halvanden måned i skoven her, fordi jeg jo ikke kan se noget. Men lydene ville være anderledes, lugtene ville være fremmede ...«