Fortsæt til indhold
Kultur

Kønsfordelingen i danske film skal være synlig

Filmproducenter skal som led i ligestillingskampen nu indberette kønsfordeling på de danske filmsets.

Fordelingen af mænd og kvinder i danske filmproduktioner skal synliggøres. Derfor bliver det nu obligatorisk at angive kønsfordelingen blandt de ansatte på en film i en selvangivelse, når man ansøger om filmstøtte ved Det Danske Filminstitut (DFI), oplyser DFI i en pressemeddelelse.

»At vi i alle led bliver bevidste om egne blinde vinkler, er et helt grundlæggende skridt på vejen mod en bedre kønsbalance,« siger Claus Ladegaard, direktør i DFI, i pressemeddelelsen.

Fokusset kommer, efter at producenten Meta Louise Foldager Sørensen begyndte at føre statistik over kønsfordelingen i sine egne produktioner. Fordelingen var skæv, men at synliggøre det ved at skrive det ned har ifølge Meta Louise Foldager Sørensen ændret kønsbalancen på produktionerne, skriver DFI.

Det er ikke kun i Meta Louise Foldager Sørensens film, at balancen er skæv.

I en rapport fra DFI fra 2018 fremgår det, at der næsten er ligestilling blandt kønnene, når det kommer til medvirkende foran kameraet. Helt anderledes ser det ud bag ved kameraet.

Af de film, som havde premiere i 2018, var der 30 pct. kvindelige instruktører, 33 pct. kvindelige manuskriptforfattere, mens der var 47 pct. kvindelige producerer.

Fordelingen blandt hovedrolleindehavere i kategorien spillefilm for voksne med premiere i 2018 var der 47 pct. kvinder, mens birollerne bestod af 43 pct. kvinder.

Fremover bliver kønsfordelingen synlig både foran og bag kameraet, men også blandt replikker og løn. Søgere om støtte skal nemlig oplyse om køn på centrale funktioner, kønsfordelingen i replikker samt fordelingen af løn og eventuel lønforskel i procent. Den nye selvangivelse er et samarbejde mellem DFI og Producentforeningen. rane