Natalie Portman leverede stikpille til hele Hollywood med opsigtsvækkende kjole
Natalie Portman skabte fik stor opmærksomhed på den røde løber, da hun ved hjælp af sin Diorkjole slog et elegant slag for ligestillingen.
Skuespiller Natalie Portman leverede en underspillet men meget politisk stikpillle til hele filmbranchen og Oscarakademiet, da hun natten til mandag dansk tid troppede op på den røde løber ved årets Oscaruddeling.
Ud over sin elegante guldkjole havde den 38-årige skuespillerinde en sort kappe på, hvor der med guldtråd var broderet navnene på en række kvindelige instruktører, som ikke var nomineret til en Oscar.
Den subtile stikpille skyldtes, at der ikke var nomineret en eneste kvinde i kategorien Bedste instruktør, på trods af at mange f.eks. mente, at Greta Gervig burde være nomineret i kategoriet
»Jeg anerkender de kvinder, som ikke er blevet anerkendt for deres fantastiske arbejde i år,« sagde Natalie Portman, da hun blev spurgt ind til kappen på den røde løber.
Ingen kvinder nomineret
Da de nominerede i instruktørkategorien - Martin Scorsese, Todd Phillips, Sam Mendes, Quentin Tarantino og Bong Joon Ho - blev afsløret ved nomineringsshowet den 27. januar, blev afsløringen efterfulgt af denne tørre kommentar fra skuespilleren Issa Rae, der skulle annoncere dem: ”Tillykke til de der mænd.”
Bagefter modtog hun massive klapsalver, og andre har siden været ude og bakke op om budskabet.
Ifølge AP er det da også 87. gang ud af 92 mulige, at kategorien Bedste instruktør er blottet for kvindelige nominerede, og det vil altså sige, at det kun er sket fem gange i historien, siden 1929, at en kvinde har haft mulighed for at vinde den prestigefulde pris.
Den eneste kvinde, der nogensinde har vundet en Oscar for bedste instruktør, er Kathryn Bigelow, som vandt for ”The Hurt Locker” i 2010.
Portmans kappe fik stor opmærksomhed både på den røde løber og på de sociale medier. Herunder kan du høre hende forklare om budskabet bag den.