Fortsæt til indhold
Kultur

Satiretegning af Serena Williams gik verden rundt – nu er kampen afgjort

The Herald Sun overtrådte ikke reglerne for god presseskik med tegningen, der blevet beskyldt for racisme og sexisme.

Kritikerne strømmede til tasterne, da australske The Herald Sun i fjor bragte en satiretegning af den amerikanske tennisstjerne Serena Williams i et raserianfald efter årets US Open-finale.

På tegningen er Serena Williams – afbilledet med fyldige læber – i færd med at hoppe på sin ketcher i vrede, mens den japansk-haitiske modstander Naomi Osaka – tegnet som blondine – ses i baggrunden i dialog med dommeren Carlos Ramos.

»Kan du ikke bare lade hende vinde?« spørger dommeren.

Tegningen havnede hos det australske pressenævn, der nu har vurderet sagen. Nævnet bemærker i sin behandling af klagerne, at der blev udtrykt bekymring over, at Serena Williams var blevet afbilledet i en »abelignende positur« med store læber, en flad, bred næse og en vild afrohårshestehale, som ikke lignede den frisure, hun havde under kampen. Tegneren blev i øvrigt også beskyldt for at hvidvaske Naomi Osaka.

I sin afgørelse skriver nævnet, at man godkender The Herald Suns forklaring om, at man med tegningen forsøgte at bruge »satire, karikatur, overdrivelse og humor« til at indfange et sportshistorisk øjeblik, hvor Serena Williams mistede besindelsen. Samt at man ville skildre tennisstjernens opførsel som barnlig ved at portrættere hende hoppende på en ketcher og havende netop spyttet en sut ud på tennisbanen.

Pressenævnet godkender også forklaringen om, at avisen ikke har forsøgt at portrættere Serena Williams som en abe, men har ladet sig inspirere af det ikke-racistiske australske udtryk spitting the dummy, der benyttes om myndige personer, der reagerer barnligt i vrede.

Medievagthunden anerkender, at nogle læsere kan have fundet tegningen stødende, men konkluderer slutteligt, at avisen ikke har overtrådt landets regler for god presseskik.

Tegneren Mark Knight, der bl.a. fik Harry Potter-forfatteren J. K. Rowling på nakken på grund af sin illustration, forklarede midt i mediestormen, at hans tegning intet havde med race at gøre – men blot handlede om at illustrere sportstjernens dårlige opførsel på banen.

Efter den voldsomme debat valgte The Herald Sun at genoptrykke tegningen.

»Hvis de selvudnævnte censurdommere får deres vilje i forhold til tegningen af Serena Williams, så bliver vores nye politisk korrekte liv rigtig kedeligt,« lød rationalet på forsiden af Herald Sun.

I løbet af finalen, som Williams tabte, blev hun idømt tre straffe af kampens dommer: Én for at modtage coaching under kampen, én for at smadre sin ketsjer og til sidst en straf for at kalde dommeren for en tyv. Efterfølgende beskyldte Serena Williams dommeren for sexisme, fordi mange mænd ifølge stjernen er kommet med tilsvarende udbrud uden at blive straffet for det.