Fortsæt til indhold
Kultur

Sjælden Tintin-tegning blev solgt for over tre millioner kroner på auktion

Der blev solgt flere skitser og tegninger af bagmanden Hergé på auktionen i Paris.

Det er ikke sjældent, at man ser et billede af den berømte tegneseriefigur og journalist Tintin i selskab med sin hund, Terry.

Men der findes kun én udgave af den originale blæktegning fra albummet »Ottokars Scepter« fra 1939 tegnet af den belgiske kunstner Hergé, der nu er blevet solgt under en auktion i Paris.

3,1 millioner kroner indbragte tegningen af Tintin og Terry, skriver BBC.

Under auktionen blev der også solgt en original stribe fra albummet »Den mystiske stjerne« for 2,2 millioner kroner.

Ikke alle de originale bøger, skitser og tegninger af Hergé fandt dog en ny ejer.

En udgave af bogen »Mission til månen«, der er signeret af amerikanske astronauter, var ét af de værker, der ikke blev solgt.

Rekorden for et salg af Tintin-materiale blev sat i 2016, da en originaltegning fra bogen »De første skridt på månen« blev solgt for over 11 millioner kroner.