Fremtiden, feriepengene og fælleskassen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sidst jeg skrev ”Østjylland set fra Borgen” var i marts. Jeg var dybt berørt og bange for, hvordan covid-19 ville udvikle sig. Jeg skrev, at vi kommer videre.

Med fælles hjælp og fælles løsninger. Fordi vi kan. Fordi vi skal. Fordi vi vil. Og det gjorde vi! Vi har fået styr på smitten. Dig og mig og alle de andre, der har udvist holdånd og fulgt de to vigtigste råd om håndvask og afstand. Det skal vi holde fast i. Og nu skal vi så igen videre – med den økonomiske del. For den er kulsort.

Parallelt med mere genåbning er vi i gang med at forhandle udfasning af hjælpepakkerne og arbejder for tiltag, der kan sparke gang i forbruget og økonomien. Interesseorganisationer kæmper om at komme på flest idéer, og partierne følger trop med idéer, der vil dræne fælleskassen. Men rolig nu. Det er faktisk ikke det, vi har brug for. Jeg er helt med på, at vi skal have sparket gang i forbruget og sikret, at nogle af de mange sæsonafhængige virksomheder kan overleve. Ligesom vi fandt midler i Landsbyggefonden, bør vi derfor frigive danskernes indefrosne feriepenge. Med statens midlertidige hjælp, så virksomhederne selvfølgelig ikke belaster deres likviditet. Det koster ikke rigtig nogen noget og sætter gang i de økonomiske hjul. Så lad os dog starte dér.

Og lad os så fokusere på fremtiden. På den del, der er allermest betydningsfuld for dansk økonomi, nemlig eksporten. For virksomheder lider, og mange vil miste deres job. Havde vi ikke stået på en sund økonomisk platform som følge af de senere års reformer, ville det have været endnu værre. Nu har vi i det mindste et stort rådighedsbeløb og mulighed for at optage fornuftige lån.

Desværre var vi ikke i vækst før krisen, og der lå fra regeringens side ingen tiltag, der kunne sparke gang i den. Erhvervsmæssigt har det mest handlet om forbrugerbeskyttelse. Hvilket jo i sig selv er helt fint. Men uden fokus på vækst tager man erhvervslivet for givet. Et stærkt og udviklingsorienteret erhvervsliv er en forudsætning for vækst og velstand. Gode vilkår for at drive virksomhed er det, der giver arbejdspladser og finansiering af vores fælles samfund.

Især eksporten burde der have været større fokus på. Det er trods alt i samhandlen, at vi først og fremmest skal hente penge til fælleskassen. Blot 100 virksomheder står for 50 pct. af vores eksport. Det er for sårbart og kræver efter corona i særdeleshed vores fulde opmærksomhed. Al vores energi bør lægges i at støtte op om dansk eksport.

Dansk eksport er nemlig en motor for Danmarks velstand, og derfor er der behov for hurtige og effektive politiske tiltag, der dels kan give plus på handelsbalancen, og dels kan holde hånden under de 850.000 danske arbejdspladser, der i dag er afhængige af dansk eksport.

Vi eksporterer primært til Tyskland, USA, Sverige, England, Norge og Kina. I den rækkefølge. De største eksportbrancher er transport (søfart), medicinalbranchen og fødevarer. Men også turisme og mange kreative brancher som f.eks. modeindustrien er store.

Vi skal have fyldt de tomme ordrebøger, sikret arbejdspladser og gennemført en grøn omstilling til gavn for os selv og eksporten. Det gør vi ved at øge produktiviteten, sikre konkurrenceevnen og udnytte vores styrkepositioner – vores digitale, innovative og grønne kompetencer. Vi skal have formuleret en national strategi, styrket markedsføringen af Danmark og ikke mindst givet virksomhederne de bedst mulige betingelser. Det sidste gør vi helt konkret ved at give eksportvirksomhederne lavere omkostninger. Vi skal bl.a. sikre en konkurrencedygtig selskabsskat, optimale lånebetingelser via EKF Danmarks Eksportkredit og genindføre eksportmomsordningen.

Opskriften er ligetil. Så må vi se, om vi også her står skulder ved skulder for Danmarks skyld. Om fremtiden handler om at booste eller dræne fælleskassen.