Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tirstrup Lufthavn blev aldrig det, den kunne være blevet

Det virker i dag helt uforståeligt, når man betænker, at Aarhus som landets næststørste by ikke slog til, da man havde chancen for at kunne få en storlufthavn.

Carl Reglipensioneret optiker, Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da Tirstrup Lufthavn havde jubilæum, fejrede man det ved en reception. Det gav mig – lejlighed til – at spørge lederen om, hvad man havde tænkt sig at gøre ved parkeringsforholdene, evt. med gratis parkering. Allerede på det tidspunkt stod der i enhver annonce for Aalborg Lufthavn ”Gratis parkering”. Han svarede på spørgsmålet: »Det kommer ind som femteprioritet.«

En anden historie er, at man senere kunne konstatere, at et flyselskab, der havde behov for lufthavnen som ”flådebase” med central flyfordeling – med div. servicefunktioner tilknyttet lufthavnen, blandt andet med takeoff- and landing-aktiviteter – ikke blev til noget. Hvor god en forretning, det totalt set kunne være blevet til, er et godt spørgsmål. Om det var SAS, der forhindrede, at aftalen kom i stand, vides ikke, men det er værd at bemærke, at SAS – på daværende tidspunkt – havde meget lidt trafik på Tirstrup. Om de mente, at deres få afgange kunne være truet, er et godt spørgsmål. Flyselskabet valgte en anden lufthavn. Det handlede altså om at sige nej til en forretning, der kunne have øget aktiviteterne.

Sports- og privattrafik med instruktion, undervisning og vedligehold gik ikke til Tirstrup, men til Randers på grund af manglende lederskab fra Tirstrups side.

Dengang Tirstrup var militær lufthavn og gik over til civil lufthavn (Aarhus Airport), kunne Randers, Syddjurs, Norddjurs og Aarhus kommuner desværre ikke beslutte sig for at gøre en indsats. Det virker i dag helt uforståeligt, når man betænker, at Aarhus som landets næststørste by ikke slog til.

Det virker desuden – måske mest set i bakspejlet – mere mærkværdigt med den rivende fremgang, Billund Lufthavn på det tidspunkt kunne opvise. Lego har selvfølgelig gjort et godt stykke arbejde – men alligevel. Med en lufthavn så tæt ved landets næststørste by.

At Thomasminde Lufthavn langt om længe gik i sig selv igen, kan alle være glade for – bortset fra dem, der ser frem til at klippe snore. Enhver pilots mareridt ved en nødlanding er den kæmpe transformatorstation lige der, hvor man skal ned med et nødlandende fly – kun et af flere scenarier, der ikke kom med i vurderingerne.

En rigtig Århushistorie – der dog ikke slår letbanebeslutningen. Elbusser er noget, selv en mindre by som Esbjerg har kunnet finde ud af. Sveriges hovedstad har i dag elbusser.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.