Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ingen bygninger inden for ringgaden burde være højere end domkirken

Flemming Jessenøjenlæge, Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aarhus Byråd er ved at give tilladelse til opførelsen af et 150 m højt kontorhus på adressen Mindet 6 i Sydhavnen. Ud over kontorer skal huset indrettes til restauranter, caféer og mindre udvalgsbutikker. I nederste etage ønskes etableret 2.000 kvm detailhandel med butiksstørrelser på op til 400 kvm. På taget skal der etableres en grøn og rekreativ terrasse, og på terræn en åben plads med blandede aktiviteter som sport, udstillinger, udeservering, ophold og lignende for de erhverv og butikker, der etableres i stueetagen.

Bylivet rykker tættere og tættere på erhvervshavnen med risiko for at fortrænge denne.

I 100-500 meters afstand fra det forhåbentligt ikke kommende højhus ligger DLG’s og Himmerlands Grovvarers foderstof-fabrikker. Produktionen og behandlingen af foderstoffer giver lugt- og støvgener. Derfor måtte de to fabrikker i 2005 hver især opføre en 102 m høj skorsten, så lugtgenerne blev ført op over byens tage. Det nye kontorhøjhus er altså 150 m højt. Det må imødese, at de kommende brugere af huset vil klage over lugt- og støvgener ved tagterrassen, åbne vinduer, via ventilationsanlæggene eller ved aktiviteterne i gadeplan. Der vil komme krav om en flytning af foderstofproduktionen væk fra området.

Og hvad med infrastrukturen i området? Kan den klare den ekstra trafik til så stort et kontorhus? Mindet er jo spærret for gennemgående trafik i myldretiden, så det bliver Marselis Boulevard gennem den musehulslille tunnel til havnen, der må lægge for. Dette er adgangsvejen for en stigende tung trafik til havnen og færgetrafikken til Molslinjen. Er der plads til yderligere trafik i myldretiden uden kaos, før Marselistunnelen bliver bygget?

Men hvorfor har byrådet og især Venstre og Socialdemokratiet en så udtalt byfortætnings- og højhuskuller? Er det ikke nok med det 142 m høje Lighthouse og byens øvrige højhuse? Hvem siger, at byens borgere stadig vil bo og arbejde så tæt nu efter covid-19?

I Washington må ingen huse i bymidten være højere end Washington-monumentets 169 m. Her i Aarhus burde vi have en regel om, at ingen bygninger inden for Ringgaden må overskride Domkirkens 95 m.

Den 16. november er der kommunevalg, og det ville være rigtig godt, hvis de forskellige partier ville fremlægge deres tanker om byplanlægning og infrastruktur.

Især bør Venstre og Socialdemokratiet, hvis eneste tanker drejer sig om byfortætning og højhuse, komme på banen. Aarhus Ø er et skrækindjagende eksempel herpå.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.