Hvor er moralen i mit parti, Venstre?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har forsøgt både at få Venstre-manden i Region Midtjylland Jørgen Winther (V) og gruppeformand i regionsrådet Carsten Kissmeyer i tale. Jeg forventer mig ikke meget af Winther, han refererer uden moralsk bekymring fra internt personalemøde med direktionen og overlæge Ulrich Fredberg, vel vidende at han er sikret, at kun hans udlægning kommer frem. Oven i hatten forlanger han også specifikke medarbejdere fyret, åbenbart helt rundt på gulvet i forhold til kompetence.
Nu er der senest produceret en video, hvor ”man” sammenligner direktionen i Region Midtjylland med nazister. Ingen kender afsenderen, dog synes Ulrich Fredberg, også medlem af regionsrådet for Venstre, at videoen er inden for skiven, og han forstår ikke kritikken af den.
Hvor lavt vil Venstre i Region Midtjylland synke?
Hvorfor er der ingen i Venstre, der forholder sig til en meget lødig artikel i Jyllands-Posten, der med aktindsigt og dybdeborende journalistik viser, at regionsledelsen flere gange har prøvet at gøre Fredberg bevidst om, at han indgår i et ledelsesteam, og selvsamme person er enig heri for herefter at sige det modsatte i offentligheden.
Hvilken privat direktion og bestyrelse ville over flere år acceptere en sådan handling? Hvordan skal der nogensinde komme styr på ledelsen og samarbejdet ?
At selvsamme Fredberg flere gange har løjet overfor regionsledelsen om den forskning, som var grundlaget for dispensation for at afvige fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, flagrer i det uvisse.
Men indtil videre står mit parti Venstre på mål for denne amoralske smedekampagne. Ren populisme, hvis hovedformål, gætter jeg på, er at tiltrække forsmåede vælgere i Silkeborg og Viborg-område. Hvor lavt vil Venstre i Region Midtjylland synke?