Sådan lemlæster man et hospital

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var måske en mørk og stormfuld aften, da hospitalsdirektør Claus Brøchner Nielsen tændte computeren og udsendte en katastrofal pressemeddelelse, der annoncerede ledende overlæge Ulrich Fredbergs kommende fyring med primær begrundelse i en påstået patientsikkerhedssag. Vi ved ikke, hvilke tanker der i sekunderne efter for gennem hospitalsdirektørens hoved, men hvis det var, »Pyh ha, så er det overstået«, så tog han fejl.

I pressemeddelelsen, sanktioneret af Region Midtjyllands absolutte top, blev 19 års indsats reduceret til en omtale af udviklingsinitiativer opnået »med sin kompromisløse tilgang«. Sådan opnår man på én gang at fyre en højt kvalificeret sundhedsfaglig leder og samtidig nedgøre vedkommendes landskendte og anerkendte indsats for bl.a. tidlig diagnostik af kræftsygdom. Det har vakt berettiget harme, vrede og uoprettelig mistillid hos mange medarbejdere i Hospitalsenheden Midt. Det er et uendeligt dårligt signal Region Midtjyllands topledelse hermed vælger at sende til sine medarbejdere.

Det er klart, at der ikke er nogen politiker eller embedsmand, der vil stå i vejen for en beslutning, der bliver begrundet med et patientsikkerhedsproblem (ved brug af lavdosis CT). Det står imidlertid også klart, at der aldrig har været et sikkerhedsproblem. Lavdosis CT har været brugt i stor stil i Københavnsområdet, uden at det har medført afskedigelser. Der pågår en intens faglig debat om lavdosis CT’s rolle, men det kan aldrig være fyringsgrund. Den umiddelbare begrundelse for afskedigelsen af Ulrich Fredberg var uberettiget.

Det ville klæde hospitalsledelsen at tilkendegive, at de tog fejl og give Ulrich Fredberg en uforbeholden undskyldning vedrørende anklagerne om tilsidesættelse af patientsikkerheden. I mine øjne eksisterer begrebet at tabe ansigt ikke i forbindelse med erkendelse af egne fejl, tværtimod giver det respekt, hvilket hospitalsledelsen i høj grad har brug for.

Tilbage står påstanden om samarbejdsproblemer. Ulrich Fredberg er hurtigt tænkende, velargumenterende og kvik (men aldrig skarp) i replikken og for dem, der ikke matcher, vil det givetvis være irriterende at møde højkvalificeret modstand. Den ledelsesmæssige reflekshandling har så, som tidligere set i lignende situationer, været simpelthen at skaffe sig af med personen. Kan regionsrådet ikke indse, at Region Midtjylland er gennemsyret af en decideret usund ledelse af de sundhedsfaglige ledere. Hører den syge kultur da aldrig op?

Hvordan genopretter man lokalbefolkningens og medarbejdernes tillid? I den mindre seriøse ende af skalaen er der fra Socialdemokratiet forslag om milliongaver lanceret som et let gennemskueligt forsøg på at redde eget politisk liv. Et andet håndgreb er Venstres uambitiøse forslag om den klassiske ”eksterne konsulent”, der de næste seks måneder skal forsøge at mægle. Problemet er, at ukvalificeret ledelse ikke kan mægles væk. Det er ikke muligt at hale floskler frem fra managements vokabulariets øverste skuffe og regne med at medarbejderne tror på det. ”Starte på en frisk” og ”se fremad” fungerer ikke, når man kan se bagud på en lang række fatale fejldispositioner.

I hvor lang tid vil direktionen i Region Midtjylland mon fortsat betragte Ulrich Fredbergs fyring som en ”simpel” personalesag, hvis principielle natur man ikke vil forholde sig til? Er de helt holdt op med at se på seismografen i Skottenborg, eller er den bare afmonteret? Hvor lang tid kan man afvise tilstedeværelsen af et lokalt folkeligt jordskred, når undergrunden virkelig ryster?

Det er bemærkelsesværdigt, at blandt de sidste fire fyringer af hospitalsansatte ledere i Region Midtjylland (de falder på stribe), har udygtighed ikke været en relevant forklaring. Det er ellers den eneste rigtig gode grund til at bringe lederes ansættelsesforløb til ophør.