Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ulrich Fredberg bør hædres – ikke hænges

Lone Langballe
Steen Thomsen
Ole R. AndersenDansk Folkeparti i Region Midtjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ulrich Fredberg har som ledende overlæge på Silkeborg sygehus været medvirkende til at skabe landets bedste resultater med bl.a. at finde lungekræft i tidlige stadier. Og som bekendt er det afgørende vigtigt at finde kræft så tidlig som muligt, hvor behandlingsmulighederne er optimale. Det har man gjort ved at anvende lavdosis-CT-skanning fremfor at bruge røntgen på patienter, hvor henvisningskriteriet til lungekræftpakken ikke har været opfyldt.

Sundhedsstyrelsen ændrede retningslinjer den 1. april sidste år, og naturligvis skal alle følge retningslinjerne. Men at det skal føre til beskyldninger om, at patientsikkerheden skulle være bragt i fare, mener vi er uhørt. Og det er ulykkeligt, at en dygtig overlæge, som er et fyrtårn inden for sit felt, nu er blevet afskediget, og det har vi kritiseret.

Samtidig forværrer beskyldningerne og fyringen af Ulrich Fredberg det i forvejen belastede samarbejde mellem hospitalsledelsen i Hospitals Enhed Midt i Viborg på den ene side og Silkeborg sygehus på den anden side. På den baggrund mener vi, at tiden nu er inde til, at Silkeborg sygehus får deres egen selvstændige ledelse, så de ikke længere er underlagt hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt i Viborg.

Ulrich Fredberg har været medvirkende til at gøre Silkeborg sygehus til Danmarks bedste sygehus inden for dets kategori – endda flere år i træk. Tak for det.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.