Klimaet har ikke brug for flere gode mavefornemmelser, men konkret handling
Hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen, skal vi have biler, bønder og boliger med. Og det får vi ikke, hvis hvert parti kappes om at være grønnest på papiret, men ved at indgå brede forlig med et højt ambitionsniveau.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De unge har i den grad mobiliseret sig i klodens navn, og flere tusinde unge strejkede senest den 25. maj, hvor klimaikonet Greta Thunberg var i København. Vi er for alvor nået til et punkt, hvor børn og unge er oprigtigt bange for fremtiden, men de ansvarlige hænger i bremsen.
Klimaet og i særdeleshed vores unge, som skal overtage planeten efter os, har mere end noget andet brug for, at vi sætter os til forhandlingsbordet og sætter konkrete mål. At vi samarbejder om at trække vores land i en grønnere retning. At vi sætter vores uenigheder til side og indgår forlig med partier, som vi ikke normalt ville indgå forlig med.
For det handler ikke længere om partipolitik. På klimaområdet har vi ikke længere tid til at konkurrere om det grønneste image; det er tid til handling og pragmatik. Derfor indgik De Radikale for nylig et forlig med regeringen og Dansk Folkeparti om en tillægsaftale til Pesticidplanen 2017-2021. Vi ville gerne have nået længere og have sat mere ambitiøse mål, men uden De Radikale havde forliget f.eks. ikke indeholdt en målsætning om, at giftbelastningen skal falde med 40 pct., et forbud mod sprøjtning af konsumafgrøder eller en handlingsplan for resistens, der rummer godt landmandsskab i stedet for sprøjtning.
De Radikale gik i efteråret derudover i forlig med regeringen og Dansk Folkeparti om at omstille os til en cirkulær økonomi, hvor affald på sigt kan betragtes som ressourcer, og hvor der skabes muligheder for langt bedre genanvendelse og genbrug.
Endelig fulgte vi op på det historiske radikale energiforlig i 2012 med en ny aftale med alle Folketingets partier før sommer; en aftale, der vil give 100 pct. grøn el og fjernvarme.
Det er en stolt tradition for De Radikale at samarbejde med dem, der kan og vil.
De løsninger, vi skaber i Danmark, står til inspiration for lande som Kina og Indien. Vi kan derfor ikke undsige os vores ansvar, bare fordi vi i det store regnestykke udleder mindre end de fleste.
Vi er klar til og har gået enegang i flere energi-, klima- og miljøforlig med regeringen og forskellige andre blå partier. Men det behøver ikke at være sådan. Hvis vi for alvor skal nå i mål med Paris-aftalen, kan vi ikke bare stå på sidelinjen og se til, når vi ikke synes, det er ambitiøst nok; det er på tide at ryste posen med de politiske skillelinjer og forene os i klimakampen, hvor vi især også får erhvervslivet og andre samarbejdspartnere med på den grønne bølge.
Vi anerkender virkelig, at de grønne ambitioner er i højsædet hos de fleste partier, for ja – klimadagsordenen har fået sin fortjente opmærksomhed og bliver efterhånden taget meget seriøst, når der engang imellem er en pause i debatten om udlændinge. Men vi bliver nødt til at se lidt større på, hvordan vi sammen kan nå i mål med Paris-aftalen.
For vi kan for eksempel ikke bare stoppe med at grave nordsøolie op i morgen, hvor godt det end lyder. Det, der ville ske, hvis vi stoppede med at grave i Nordsøen, er, at CO2-udledningen ville stige på globalt niveau, fordi vores olieproduktion er den mest CO2-effektive, og vi ville blive afhængige af andre landes olie; f.eks. Saudi-Arabiens. Derfor er det efterspørgslen efter olie, vi skal gå efter; med elbiler og grønne brændstoffer.
Det internationale ansvar er selvfølgelig enormt vigtigt. For selv om vi gerne vil, så kan vi ikke løse klimaproblemerne alene her i Danmark. Vi bliver nødt til at tænke i løsninger, som ikke bare rykker vores CO2-udledning til udlandet, men som løfter opgaven i samarbejde med andre lande. Blandt andet har De Radikale været en stor forkæmper for udvidelsen og dannelsen af det fælleseuropæiske elnet og arbejdet for et forbud mod salg af engangsplastic i EU.
Og så er det enormt vigtigt, at vi investerer i den grønne forskning og udnytter, at mange øjne hviler på os. De løsninger, vi skaber i Danmark, står til inspiration for lande som Kina og Indien. Vi kan derfor ikke undsige os vores ansvar, bare fordi vi i det store regnestykke udleder mindre end de fleste.
Vi danskere kan gøre en kæmpe forskel for klimaet – og vi kan vinde på at gøre det. Sammen.
Lad os så komme i gang.