Planen for Gellerup er allerede rigtig god
Det vil ikke give mening, at vi sætter os i rundkreds og begynder processen forfra, når vi for længst er blevet enige om sigtet: At åbne området for omverdenen og sikre en større diversitet i beboersammensætningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et indlæg i JP Aarhus i tirsdags retter formanden og direktøren for Brabrand Boligforening et angreb på byrådet for planløst at ville rive boligblokke ned i forbindelse med den nye plan for Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. Og i den forbindelse påstår de to også, at boligforeningerne ikke er blevet inddraget.
Jeg vil med al respekt for Keld Albrechtsen og Keld Laursen starte med at påpege, at påstanden om, at nedrivningen af nye boligblokke sker planløst, er helt forkert. Venstre har et meget klart billede af blok for blok, hvad nedrivningen skal bidrage med til de enkelte boligområder, og planen ligger i umiddelbar forlængelse af den helhedsplan, som boligforeningerne har været inddraget i gennem hele processen. Derudover den naturligvis også helt i tråd med regeringens beundringsværdige beslutning om, at der mere kontant skal tages fat om problemets rod i ghetto-områderne i kommunerne.
De to herrer nævner selv, at der med planen for omdannelse af området, som blev vedtaget for 10 år siden, er kommet nye veje, der har åbnet Gellerup og Toveshøj op for omverdenen, og at der er kommet nye attraktioner og arbejdspladser. Og den nye plan fortsætter disse intentioner.
Ni boligblokke, der bliver berørt med videreførelsen af planen, kan lyde voldsomt, men blokkene bliver jo erstattet af noget andet - herunder flere boliger, som opføres langs den nye boulevard for at give karakter af en bygade, der kan skabe mere liv i området. En direkte følge af hovedtankerne i helhedsplanen. Derudover handler det om at skabe et sammenhængende erhvervsområde lige syd for Edwin Rahrs Vej og at skabe flere grønne områder i Toveshøj og ændre på størrelsen af nogle af boligblokkene.
Albrechtsen og Laursen ved udmærket godt, at der forud for vedtagelsen af helhedsplanen var en stor inddragelsesproces, og at kommunen løbende har samarbejdet tæt med boligforeningerne om udførelsen af planen.
Jeg vil ikke se på, at børns fremtid spoleres af forældrenes valg af bopæl, som ofte sker ud fra egne behov. Jeg vil ikke se på, at generationer henvises til ledighed og kontanthjælp, med følge af de parallelsamfund, der findes i Aarhus.
Og da der ikke som sådan er tale om en ny plan, men blot en videreførelse af intentionerne, vil det ikke give mening, at vi sætter os i rundkreds og begynder processen forfra, når vi jo har for længst er blevet enige om sigtet: At åbne området for omverdenen og sikre en større diversitet i beboersammensætningen.
Alt dette betyder ikke, at der ikke foregår dialog. Det har jo været tilfældet hele tiden i forbindelse med udførelsen af planerne. Aftalen fastlægger den politiske ramme for en drøftelse med boligforeningerne om udviklingen for byens udsatte boligområder frem mod 2030 samt byggeri af nye almene boliger, og Venstre er ikke i tvivl om retningen. Jeg er optaget af, at vi lokalt beslutter og handler, således at en til enhver siddende regering ikke skal bestemme over vores indsats. Hvis vi ikke lykkes med dette, vil regeringen blande sig.
For mig handler det i sidste ende om mennesker, særligt børn og unges fremtid. Jeg vil ikke se på, at børns fremtid spoleres af forældrenes valg af bopæl, som ofte sker ud fra egne behov. Jeg vil ikke se på, at generationer henvises til ledighed og kontanthjælp, med følge af de parallelsamfund, der findes i Aarhus.
Så i stedet for at tage nej-hatten på, håber jeg, at Keld Albrechtsen og Keld Laursen vil gå ind i det fortsatte arbejde og dialogen om at fortsætte planerne, der skal munde ud i et område i vest-byen, som er mere mangfoldigt og attraktivt at bo i for rigtig mange – såvel gamle som nye aarhusianere.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.