Fortsæt til indhold
Aarhus

Boligforening føler sig forbigået og tegner nu selv fremtiden for Gellerup

Brabrand Boligforening har afsat 250.000 kr. til en plan for Gellerup og klandrer byrådet for at have forladt samarbejdskursen om at forvandle det udsatte boligområde.

En 24 timers camp, hvor arkitekter, byudviklere og andre fagfolk skal komme med indspark til, hvordan Gellerup og Toveshøj bedst tager de næste udviklingsskridt. En lang række analyser af bl.a., hvor beboerne skal genhuses, hvis deres blokke bliver revet ned.

Med disse initiativer vil Brabrand Boligforening sikre, at, hvad den betegner som en positiv udvikling i området, kan fortsætte. Tiltagene budgetteret til 250.000 kr. kommer efter, at et bredt flertal i Aarhus Byråd før sommerferien indgik et forlig om, at der bl.a. skal nedrives ca. ni blokke svarende til 600 boliger i Gellerup og Toveshøj som følge af regeringens og Folketingets ghettoplan.

»Byrådsflertallets udspil er mangelfuldt og kan ikke stå alene. Derfor vil vi lave en rigtig helhedsplan,« siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.

I en kronik kritiserer boligforeningen byrådet for ikke at have inddraget fagfolk i udviklingen af udspillet, og for blot at lade nedrivningerne diktere byudviklingen. Desuden er borgere og boligforeninger endnu ikke blevet inddraget, og det vækker harme i boligforeningen, der mener, at byrådet har forladt samarbejdslinjen fra den nuværende helhedsplan.

Ifølge Keld Albrechtsen, der var med i forhandlingerne i 2009 og 2010, da borgmesteren hed Nicolai Wammen (S), og da boligforeningen og kommunen blev enige om den første version af helhedsplanen, er tilgangen fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) i dag helt anderledes:

»Wammens projekt var, at vi skulle være sammen om at lave en bydel, som alle kunne få glæde af. For Bundsgaard er signalet, at nu skal hele befolkningen høre, at vi kører bulldozere hen over beboerne.«

Jacob Bundsgaard forstår ikke, at boligforeningen føler sig forbigået og understreger, at situationen er anderledes i dag, hvor der er tale en forlængelse af arbejdet med helhedsplanen i modsætning til for otte-ni år siden, da forvandlingsplanen skulle udvikles helt fra bunden.

Borgmesteren finder det naturligt, at byrådet - med hjælp fra ekspertise i kommunen - har udstukket rammerne, som han betoner omfatter andet end blot nedrivninger, og han påpeger, at boligforeningen snart inddrages i forhandlingerne om den nye helhedsplan.

»Det er meget gavnligt, at Brabrand Boligforening ved præcist, hvor Aarhus Byråd står, og at det insisterer på, at de her forandringer, « siger Jacob Bundsgaard, som konstaterer, at der allerede findes et »hav af analyser«, og at udviklingen i området følges tæt, men han hilser boligforeningens bud på en ny plan velkommen som et bidrag til de kommende drøftelser.