Brøndsløjfen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var rigtig godt at læse JPAarhus i dag, 17-06-2018. Jeg havde sukket lidt over de foregående dages forargede kritik af Elisabeth Toubros smukke ”Brøndsløjfe” på Store Torv. En gang var Aarhus ”smilets by”, men efter det forrige års ”rethinkning” synes smilet i disse indlæg at være vredet nedad.

Derfor var JPAarhus i dag en lettelse, for alene de glimrende fotos på forsiden og s. 6 må vel kunne overbevise mange skeptikere om, at de politisk ansvarlige for vinderresultatet i 2001 havde æstetisk grundlag for deres valg. Disse menneskers indlæg i den tilbagevendende noget skingre kritik har jeg savnet, ligesom jeg også har savnet indlæg fra kvinder og unge mennesker. De får heldigvis mæle i dagens avis.

Hvad jeg har savnet i den næsten monologiske debat er også , at de mange følelsesmæssige ord blev fulgt op af udsagn, hvor argumenter fik plads.

For hvad har man imod figuren? Det vistnok førende argument har været, at skulpturen ikke passer til stedets æstetik. Men hvad forstår man ved torvets æstetik? Vi må selv prøve at finde svar. Torvet som rum har jo Domkirken som den ene endes absolut højeste mur, og i den anden ende fader højden ud.

Det er vel også evident, at arkitekturen er præget af rette linier, selv om Domkirkemuren med krumme linier i både dør, vinduer og ornamenter markerer en modsætning. Se så på Toubros figur: Dens rum har parallel struktur med dens højeste side i samme ende som torvet og udfladning i samme retning som torverummet - en fin samklang, skulle man synes.

Til gengæld består skulpturens overflade for størstedelen af krumme linier. Det fremgår klart af JPAarhus´ fine billeder. Set fra oven bliver skulpturens elegante linier særligt klare, og selv henkastede cykler m.m. kan ikke forstyrre det indtryk. Og i sin intention har skulpturen noget, der desværre af tekniske årsager (ikke æstetiske) ofte er fraværende, nemlig brøndkarakteren, det rindende vand, som børnene uafviseligt elsker!

Og som for kirken er et livssymbol!

Nok er kirkens ydre arkitektur præget af rette linier, en vinduer, indgangsdør og ornamenter har dyb forbindelse med kirkens dominerende krumme linier indenfor, dem som allerede digteren Baggesen for 200 år siden kaldte livets linier i kontrast til de rette liniers nære tilknytning til døden. Ikke mindst anvendt i kister - og man kunne tilføje: Fæstningsanlæg.

Hvis det kan godtages, synes Toubro ligefrem med sin figur at knytte an til kirkens ånd! Også i materialevalg, for metallet fremmer oplevelsen af glitrende vand. Og det burde vel underbygge dens placering netop på det valgte sted?!