Fortsæt til indhold
Aarhus

Fugleedderkopper kribler frem i Østjylland

Der er fugledderkopper i Danmark, og de kommer frem fra deres skjul om efteråret.

Der er ikke mange, der er klar over det, men der er faktisk fugleedderkopper i Danmark, og særligt i Østjylland lever de frit i naturen flere steder.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Og det er lige nu, man kan risikere at støde på fugleedderkoppen i naturen. Særligt i efterårsmånederne vover hannerne sig nemlig ud af de tunneller og rør, som de lever i under jorden.

Det gør de, fordi de går på jagt efter hunnens gemmested, så de kan parre sig.

»Ellers kommer fugleedderkopperne sjældent frem, og generelt er arten i tilbagegang og mere og mere sjælden. I Østjylland har vi dog set den især i Silkeborg-området, på Randers-egnen, på Helgenæs og Mols samt sydsiden af Samsø,« fortæller edderkoppe-ekspert og museumsinspektør hos Naturhistorisk Museum Morten D. D. Hansen til TV2 Østjylland.

Fugleedderkopper skal have varme, så de lever på sydvendte skrænter og i stabil natur. Man ser dem derfor ikke på en almindelig pløjemark, lyder det fra Morten D. D. Hansen til mediet.

Fugleedderkoppen, som man i øjeblikket kan støde på i den Østjyske natur, er den Nordlige Fugleederkop (Atypus affinis). Den har nogle kraftige giftkroge, som den normalt bruger til at hugge op i sit bytte. Den jager primært fluer, bænkebidere og lignende.

Efter at have været uddød i over 70 år i Danmark, blev den Nordlige Fugleedderkop i 1994 genfundet på en fugletur ved Salten Langsø, skriver Naturhistorisk Museum Aarhus på sin hjemmeside.

På hjemmesiden fremgår det dog, at arten dog er i kraftig tilbagegang på mange af de nuværende levesteder.