Sportschefen var kørt hjem til sin familie på deadlinedag, men så ringede telefonen
Peter Christiansen havde regnet med, at transfervinduet var lukket for AGF’s vedkommende tidligt torsdag aften, men han endte alligevel i døgnets sidste minutter med at købe en målfarlig angriber.
Som altid var der masser af dramatik på sidstedagen af transfervinduet, der lukkede torsdag midnat. Klubber, store som små, handlede lystigt med hinanden og sikrede de sidste forstærkninger til efterårssæsonen.
Udadtil virkede det dog til, at der i AGF var ganske stille på den ellers hektiske dag for verdens fodboldklubber, og sportschef Peter Christiansen meldte tidligt ud torsdag aften, at man næsten havde lukket transfervinduet for AGF’s vedkommende.
Men faktisk var der aktivitet på sportschefens kontor, hvor man i løbet af dagen arbejdede på at hente endnu en spiller til AGF-truppen. En angriber, da Kasper Junker stadig er skadet.
Kort før midnat lykkedes det så for Peter Christiansen at hente AGF’s sjette og sidste spiller denne sommer, nemlig den 27-årige André Riel fra FC Helsingør.
»Det skulle være den rigtige case for os. Det skulle være en angriber, som vi kunne se passe ind i den måde, vi gerne vil spille på den måde, vi griber tingene an på, og en spiller som passede ind blandt de andre angribere, vi har. Det skulle passe ind på den del, og det skulle passe ind på økonomien. Alt det passede ind med Andre Riel,« siger Peter Christiansen.
»Garant for mål«
Andre Riel har i sine syv kampe for FC Helsingør i Superligaen scoret fire mål og har dermed været en betydende faktor for, at oprykkerne har fået tre sejre.
Den nye AGF-spiller er godt klar over, at anfører Morten ”Duncan” Rasmussen sidder tungt på angrebspositionen, men Andre Riel tror på, at han selv har noget at byde ind med på AGF-holdet.
»Vi nåede det lige til sidst, men jeg er meget glad for at være kommet til AGF og glæder mig meget til at spille for klubben. Jeg er en spiller, der er garant for mål og assists. Jeg laver uro i alle forsvar. Jeg kan noget på egen hånd også, og det er nok mit kendetegn. Jeg tænker, at jeg kommer til at passe godt ind blandt de andre angribere, som er i truppen,« sagde Andre Riel til AGF TV sent torsdag aften.
Skulle være den rigtige
Selvom Peter Christiansen endte med at handle på transfer-deadlinedag, var der betydeligt mindre stress på kontoret ved Ceres Arena end på så mange andre Superliga-klubbers kontorer, siger sportschefen.
AGF var nemlig særdeles tidligt færdig med de indkøb, som man havde sat sig som nødvendige mål, efter sidste sæson var færdig.
Allerede den 8. juli havde AGF sikret sig sine fem nye spillere, der tæller Pierre Kanstrup fra Sønderjyske, Jakob Ankersen fra Zulte Waregem, Frederik Møller fra AC Horsens, Adama Guira fra Lens og Tobias Sana fra Malmø FF.
Derfor var Peter Christiansen også tålmodig med at handle torsdag, fordi man reelt ikke behøvede at hente nye spillere for enhver pris.
»Vi havde egentlig to-tre spor om formiddagen, men det stod rimelig tidligt klart, at det nok ikke endte med, at der ville ske noget. Så jeg kørte hjem til min familie, men pludselig fik jeg en opringning, som gjorde, at vi var et sted, hvor vi pludselig alligevel kunne finde en aftale med Andre Riel,« siger Peter Christiansen.
Meget tilfreds
Andre Riel bliver altså kronen på det transferværk, som Peter Christiansen selv mener, at AGF har begået denne sommer.
Sportschefen føler, at man med de nye spillere har sikret, at cheftræner Glen Riddersholm har en stærk trup med mange forskellige muligheder.
Samtidig er han også tilfreds med, at man over sommeren har sænket gennemsnitsalderen, mens man altså også internt mener, at niveauet er hævet.
Det danner nemlig grundlag for, at AGF kan nå top seks i denne sæson, og at man i de kommende transfervinduer kan være mere passive, mener Peter Christiansen.
»Hvis man kigger lidt fremad, så vil jeg jo gerne, at vi kan nøjes med at hente to til tre spillere pr. vindue. Det giver kontinuitet og betyder, at man er tilfreds med kvaliteten af truppen. Den trup, som vi har sat sammen nu og har brugt nogle transfervinduer på at få skabt, mener vi, er så spændende en trup, at den er ekstremt konkurrencedygtig. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi kun bliver bedre de kommende måneder, fordi vi har investeret i spilletid til de spillere, vi har hentet nu, som var en smule rustne, hvad angik spilleminutter,« siger Peter Christiansen.