Fortsæt til indhold
Aarhus

Borgmester får kritik for direktørkaos

Rød og blå blok er i verbal slagudveksling efter kaos om ansættelse af en teknisk direktør. Der gik valgkamp i en ansættelse, beklager borgmesteren.

Jørgen Rye | Maria Dalhoff | Henrik Grønvald

Påstande om løgn, magtfuldkommenhed og dårlig dømmekraft.

Kritikken vælter ned over borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en sag om ansættelse af en ny direktør for Teknik og Miljø-området, der har været plaget af skandalesager.

Den tidligere S-folketingspolitiker Pernille Blach Hansen var indstillet til posten, men de borgerlige partier kunne onsdag aften ikke stemme for hende, og hun valgte derfor torsdag at trække sin ansøgning til jobbet.

Fra Venstre får borgmesteren skarp kritik for ikke at søge enighed om den vigtige direktørstilling:

»Vi tilbød borgmesteren, at han kunne trække indstillingen, da vi ikke mener, at kandidaten har de fornødne kvalifikationer til jobbet, og det er så vigtigt for en ny direktør at have hele byrådets opbakning. Det valgte borgmesteren at overhøre, og det er utrolig dårlig dømmekraft fra borgmesterens side. Det er magtfuldkommenhed, og jeg er dybt rystet,« siger politisk ordfører Gert Bjerregaard.

De borgerlige partier valgte onsdag aften at gå ud med kritikken efter et lukket byrådsmøde og har fået kritik for at bryde fortroligheden om kandidaten, men den kritik afviser det konservative byrådsmedlem Marc Perera Christensen blankt.

Forsker: Ballade til at forudse

»Det er meget sjældent, jeg siger den slags, men det er simpelthen løgn. Da byrådsmødet var slut, var indstillingen vedtaget, og der står ikke i indstillingen, at den var fortrolig, og det blev heller ikke sagt fra borgmesterens side,« siger K-politikeren.

De borgerlige politikere kritiserer alene de faglige kompetencer hos Pernille Blach Hansen i forhold til det krævende direktørjob og ikke det forhold, at hun var S-folketingspolitiker indtil 2007.

Men ifølge kommunalforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, burde den kommunale ledelse have indset, at sagen kunne give problemer.

»Jeg kender ikke hendes kvaliteter som embedsmand, og jeg kender heller ikke ansøgerfeltet. Derfor skal jeg ikke kunne sige, hvor fornuftigt valget af hende måtte være. Men jeg tror godt, jeg kunne have forudset, at der kunne komme ballade ud af det. Hvis der, som det forlyder, også har været uenighed i ansættelsesudvalget, var man ligesom advaret,« siger han.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) afviser kritikken.

»Når et af Danmarks bedste rekrutteringsfirmaer og et næsten enigt ansættelsesudvalg har fundet den bedste kandidat til os, har vi haft tradition for at følge den anbefaling, for det handler alene om kompetencerne som leder i det her tilfælde. Vi skal have de fagligt bedste, men meget tyder på, at der er gået valgkamp i en personaleansættelse, og det er meget ærgerligt,« siger borgmesteren.

Han anerkender, at der ikke var krav om fortrolighed efter mødet, men før og under mødet var der fortrolighed, og den blev ifølge Jacob Bundsgaard brudt.