Fortsæt til indhold
Aarhus

DF vil eliminere fejl i handicapsager: »Det er et kæmpe problem for retssikkerheden«

Partiet har fremsat et beslutningsforslag, der skal fremme bedre sagsbehandling.

Som JP Aarhus søndag kunne berette, præger mangelfuld og fejlbehæftet sagsbehandling handicappede og socialt udsattes sager om botilbud.

Helt konkret er over halvdelen af alle klagesager om botilbud i Aarhus Kommune og tilsvarende på landsplan blevet omgjort fra 2014 til 1. kvartal 2017, viser tal fra Ankestyrelsen. Det betyder, at de enten er blevet hjemvist eller ændret.

Når en sag er blevet hjemvist, betyder det, at Ankestyrelsen har vurderet, at afgørelsen er mangelfuldt belyst, hvorfor den pågældende kommune skal genbehandle sagen, mens en sag ændres, fordi den er decideret forkert eller fejlbehæftet.

Bekymring i DF

De mange omgjorte klagesager er bekymrende, mener Dansk Folkeparti. Partiet har derfor fremsat et beslutningsforslag omkring en obligatorisk taskforce, der skal sikre bedre sagsbehandling. Partiet ønsker, at lovforslaget skal træde i kraft inden den 1. januar 2018.

Dansk Folkeparti vil blandt andet bemyndige Ankestyrelsen, således at den kan forpligte en kommune med en for høj omgørelsesprocent til at indgå i kortere eller længere forløb i samarbejde med taskforcen.

Det er et kæmpestort problem for borgernes retssikkerhed, at omgørelsesprocenten er så høj.
Karina Adsbøl, ligestillings- og handicapordfører (DF)

Fra Karina Adsbøl, ligestillings- og handicapordfører for DF, lyder det:

»Det er et kæmpestort problem for borgernes retssikkerhed, at omgørelsesprocenten er så høj, og at vores borgere kan risikere at stå uden den hjælp, som de er berettigede til,« siger hun.

Karina Adsbøl skal sammen med resten af folketingets handicapordførere til et arbejdsgruppemøde onsdag, hvor den høje omgørelsesprocent skal drøftes.

Her håber hun, at hun kan overbevise nok af sine kollegaer, så der kan blive skabt et flertal for lovforslaget. Det lykkedes ellers ikke, da det første gang blev behandlet i Folketinget den 2. juni.

»Jeg har især en forhåbning om, at Socialdemokratiet vil støtte forslaget, for det vil være med til at sikre os et flertal for et lovforslag, som jeg mener er meget nødvendigt. Alle kan se, at vi har at gøre med et stort problem. Nu er det tid til handling,« siger Karina Adsbøl, som også henviser til en opgørelse fra Børne- og Socialministeriet, der udkom tidligere på sommeren.

Minister: Ikke godt nok

Opgørelsen viste, at 46 pct. af 1.422 sager på børnehandicapområdet blev omgjort i 2015. I forbindelse med opgørelsen udtalte Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) følgende:

»Det er vigtigt for mig, at vi får skabt synlighed og lokal debat, så borgerne kan tage en dialog med deres lokale politikere om, hvordan det ser ud i den enkelte kommune. Jeg har den klare holdning, at borgerne skal kunne regne med, at den afgørelse, som kommunen træffer, er både grundigt oplyst og korrekt. Derfor er det selvfølgelig ikke godt nok, når Ankestyrelsen ændrer eller hjemviser så stor en del af sagerne.«