Fortsæt til indhold
Aarhus

Formand for undersøgelse: Kom med oplysningerne nu – eller ti for evigt

Marc Perera Christensen (K) opfordrer alle, der måtte have en viden om mistænkelige forhold i Center for Byens Anvendelse og Natur og Vejservice, om at træde frem nu.

Alle – borgere, politikere, nuværende og tidligere ansatte på rådhuset – opfordres til at træde frem og fortælle, hvad de ved i den store om sag om kritisabel forvaltning og mulige ulovligheder i de to kommunale afdelinger Center for Byens Anvendelse og Natur og Vejservice.

»Det er afgørende, at folk kommer på banen, ellers kan vi blive ved med at lave undersøgelser. Hvis man sidder inde med oplysninger, som endnu ikke har været fremme, så kom med dem nu – eller ti for evigt,« siger formanden for magistratens følgegruppe, byrådspolitikeren Marc Perera Christensen (K).

Topchef bortvist

Undersøgelsen udspringer af en større sag om mistanke om bestikkelse, underslæb, misbrug af skattekroner og tjenesteforsømmelse begået af den tidligere chef for Center for Byens Anvendelse Claus Pedersen.

Han blev i december bortvist som følge af sagen, der i øjeblikket bliver undersøgt af Østjyllands Politi.

Kritik i byrådet

Sagen har i byrådet udløst stor kritik af forvaltningen, ligesom det har været et stort ønske at få placeret et ansvar for, at sagen kunne komme så vidt hos de øverste politikere og embedsmænd.

I april besluttede magistraten i Aarhus Kommune derfor – i forlængelse af revisionsfirmaet Ernst & Youngs rapport om forholdene i de to kommunale afdelinger – også at få afdækket den kommunale ledelses rolle.

»Vi ønsker at få klarlagt, hvem der vidste hvad og hvornår. Hvordan og hvornår er der handlet på baggrund heraf? Og på hvilken måde er der ført kontrol?« forklarer Marc Perera Christensen.

Undersøgelsen omfatter indtil videre borgmester Jacob Bundsgaard (S), teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (S) samt forvaltningens direktør, økonomichef og HR-chef. Desuden indgår den forhenværende rådmand Bünyamin Simsek (V) samt teknisk udvalgs formand, Camilla Fabricius (S), der vikarierede for rådmand Kristian Würtz under hans orlov i oktober til december 2016.

Personkreds kan udvides

Men personkredsen kan udvides, forsikrer Marc Perera Christensen.

»Hvis vi undervejs bliver bekendt med oplysninger, der peger på andre, så åbner vi også lågen ind til det. Skulle vi finde en personsag om f.eks. uberettiget fyring, så må vi tage den op i byrådet,« siger han.

Adgang til e-mails

Det bliver kommunens juridiske chef, Christian Mølgaard, der skal stå for undersøgelsen med en følgegruppe bestående af magistraten minus de medlemmer, der undersøges.

I praksis vil det blive kommunens revisionsfirma, Ernst & Young, der bl.a. gennem interviews skal samle det fornødne materiale og afdække fakta. Revisionsfirmaet skal afslutte arbejdet med en rapport med anbefalinger til byrådet, fremgår det af kommissoriet.

Claus Pedersen har ved ransagning fået sin personlige computer beslaglagt.

»Claus Pedersen har givet samtykke til, at vi må bruge oplysninger fra mailbakken i den periode, som sagen omhandler. Revisorer har adgang til mails med bestemte søgeord samt mødereferater,« forklarer Christian Mølgaard.

Ifølge Marc Perera Christensen er det forventningen, at rapporten foreligger den 21. juni.

»Det kan for nogle lyde ambitiøst, mens det for andre kan synes som enormt lang tid. Det kan også blive ændret, hvis nye forhold begrunder det, men som udgangspunkt er det tidsplanen,« fastslår han.