Succesvirksomhed: 300 investorer sagde nej
Tidspunktet var ikke optimalt, da Clearhaus gik på jagt efter kapital.
Den unge virksomhed Clearhaus har 20 pct. af markedsandelene inden for betalingsløsninger til webbutikker og onlineforretning i Danmark. De fik bygget virksomheden op i årene efter finanskrisen på trods af nej fra 300 investorer, og nu er de nomineret til Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien "The World Is Yours".
Clearhaus er det første privatejede betalingsinstitut i Danmark. Virksomheden fik sine første licenser i 2012 og brugte derefter tre år på at opbygge produktet, ansætte folk og udvikle software.
»Vi havde brug for kapital fra investorer på omkring 30 millioner danske kroner, og det var temmelig udfordrende lige efter finanskrisen. Vi måtte jo fortælle, at vi ikke ventede at gå i luften med produktet før tidligst efter 24 måneder, og den tidshorisont var simpelthen for lang for de fleste investorer,« fortæller Claus M. Christensen, adm. direktør for Clearhaus.
På trods af udfordringerne lykkedes det at skaffe investorer, og virksomheden gik live i 2015. Efter et år sad Clearhaus på 10 procent af markedsandelene i Danmark, havde 33 ansatte og et overskud på 4,5 millioner kroner.
Clearhaus servicerer i dag 7.500 webbutikker og onlineforretning i EU. Målet er at komme endnu længere ud over landets grænser og have kunder i samtlige EU-lande.
»Clearhaus har en solid vækst og et godt potentiale på et stort marked. På kort tid har virksomheden ekspanderet og sat sig på markedet. De er ”born global”, og det skal de bare blive ved med at udnytte. Ud over det er de et rigtig stærkt team, og de gennemgår en spændende udvikling,« siger Tessa Salling, chefkonsulent ved BusinessHorsens og formand for juryen bag Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017.
Om det bliver Clearhaus, der kan tage den fornemme iværksætterpris fra kategorien "The World Is Yours" med hjem på kontoret bliver afgjort tirsdag d. 2. maj 2017. De to andre nominerede i kategorien er Bedre Nætter; online salg af senge, og Plinthit; en parasolfod, der passer til alle typer parasoller.