Mågerne får fred i år
Aarhus Kommune vil ikke længere være mellemmand, når det kommer til at få afskaffet mågerne. Derfor er der endnu ikke blevet skudt nogle måger i år.

Selvom der kun må skydes måger fra 1. marts til 15. april, er der endnu ikke blevet skudt nogen måger i Aarhus. I år har Aarhus Kommune valgt ikke at formidle mellem borgere og Naturstyrelsen, der skal give tilladelser til skydning af måger. Derfor er der endnu ikke blevet skudt nogen måger, skriver Århus Stiftstidende.
Tidligere skulle beboere bare henvende sig til kommunen, hvis de havde problemer med mågerne. Så ville kommunen sørge for tilladelser hos Naturstyrelsen, samt kontakten til en jæger. Det er dog slut i år, og borgerne skal nu selv søge tilladelse hos Naturstyrelsen.
Det alene gør dog også processen mere besværlig, skriver Århus Stiftstidende. Når kommunen søger om tilladelse hos Naturstyrelsen for en ejendom med måger, er det nok med en indsamling af fuldmagter hos beboerne. Men når beboerne går direkte til Naturstyrelsen, skal hver enkelt beboer henvende sig individuelt, også selvom alle i en opgang er enige om, at mågerne er et problem.
Teknik og Miljø, der står for mågebekæmpningen i Aarhus, har i år valgt ikke at være mellemmand, for at spare på ressourcerne.
»Vi brugte en del ressourcer på opgaven og vurderer, at ansøgningen lige så godt kan sendes direkte til Naturstyrelsen, som er rette myndighed,« siger Anders Maltha Rasmussen, afdelingschef i Teknik og Miljø til Århus Stiftstidende.