Nu går jagten på sølvmågerne ind - igen
I Aarhus intensiveres bekæmpelsen af de støjende sølvmåger. Frivillige jægere sendes i gaderne.
Aarhus Kommune går et ekstra skridt i kampen mod sølvmågerne. Lokale frivillige jægere hyres nu til at likvidere de støjende fugle, der plager ejendomsejerne i Aarhus.
I april lykkedes det Aarhus Kommune at indsamle 24 fuldmagter til borgere, der oplevede problemer med de skrigende og svinende sølvmåger. De fik af Naturstyrelsen i flere tilfælde lov til at skyde sølvmågerne ned selv, og nogle fik lov til også at fjerne æg og reder fra ejendommene.
Men klagerne om mågerne tikker stadig ind. Så nu stiller Aarhus Kommune også jægere til rådighed i mågekrigen. Teknik og Miljø har nemlig etableret et samarbejde med Danmarks Jægerforbund til formålet.
»Vi har kontakt til en række jægere, som vil hjælpe de ejere af ejendomme, der oplever store problemer med sølvmågerne. Reguleringen vil enten ske ved, at mågerne bliver skudt med et særligt luftgevær, eller ved at man fjerne reder og æg,« siger afdelingschef i Teknik og Miljø, Anders Maltha Rasmussen.
Aarhusianske ejendomsejere, der vil af med sølvmågerne, skal på Aarhus Kommunes hjemmeside give fuldmagt til at søge tilladelse hos Naturstyrelsen inden den 1. marts 2016.