Små virksomheder kan snart leje sig ind på professionelt køkken
Et nyt samarbejde mellem Teknologisk Institut og Kitchen Collective giver små madiværksættere gode muligheder for at leje et professionelt køkken.
Hidtil har det været muligt for små iværksættere, der beskæftiger sig med mad, at leje sig ind på delekøkkener i København og Ringkjøbing-Skjern. Nu kommer de industrielle delekøkkener også til Aarhus i et samarbejde mellem Teknologisk Institut og Kitchen Collective, en virksomhed, der tilbyder delekøkkener eventlokaler og street food festivaler.
Teknologisk Institut glæder sig over samarbejdet, som det tror, vil gavne iværksættermiljøet i Aarhus.
”Vi fik dette tilbud om et samarbejde med Kitchen Collective, og det synes vi egentlig, var meget fornuftigt. Så kan små virksomheder, der ikke har mulighed for at starte et stort industrikøkken op, leje sig ind i Foodture Lab og bruge professionelle faciliteter,” fortæller centerchef på Teknologisk Institut Stig Groven.
Fremover skal Foodture Lab hos Teknologisk Institut kunne lejes ud til små iværksættere, der kan have lyst til at lege med industrielle køkkenfaciliteter. I forvejen tilbyder Teknologisk Institut store og små kulinariske iværksættere rådgivning i Foodture Lab, og instituttet mener derfor, at det er en passende ramme for de små virksomheder.
I delekøkkenet er der fem køkkenstationer, hvor der ved hver station kan være op til fem personer. Leje af én køkkenstation koster 1.500 kr. om dagen, og leje af hele køkkenet koster 6.000 kr. for en dag.
I København, hvor Kitchen Collective har indgået et lignende samarbejde med Aalborg Universitet CPH, har 83 iværksættere benyttet sig af faciliteterne siden 2015.
”Der sker rigtigt meget i Aarhus og omegn indenfor kulinarisk innovation og iværksætteri, og derfor var det naturligt for os at lede efter den rette facilitet i området. Det har vi fundet i Foodture Lab, ”fortæller Mia Maja fra Kitchen Collective i en pressemeddelelse.
Delekøkkenet i Foodture Lab åbner i Skejby den 1. marts.