Et telefonopkald erstatter i stigende grad en tur på sygehuset
Patienter får stadig oftere en samtale med hospitalspersonalet over telefonen, når sundhedsproblemer skal håndteres.
En konsultation pr. telefon frem for et personligt fremmøde bliver stadig mere brugt på Aarhus Universitetshospital (AUH).
Sidste år afholdt hospitalets læger og sygeplejersker 194.495 telefonkonsultationer. Det er en stigning på knap 37.000 samtaler i forhold til 2014. Udviklingen glæder fungerende hospitalsdirektør Ole Thomsen, som vurderer, at en telefonkonsultation i mange tilfælde kan give lige så stor mening for både personale og patient som et fysisk møde på hospitalet.
»Vi ser en dramatisk stigning i udviklingen af telefonkonsultationer. Det er et rigtig godt skridt i forhold til at gøre hospitalet mere effektivt i hverdagen. En telefonkonsultation kan ofte klares hurtigere end et fysisk møde, og dermed sparer lægen tid. Samtidig kan en telefonkonsultation også være til gavn for patienter. Det er ikke alle, som ønsker at komme til konsultation på AUH,« siger Ole Thomsen, der også henviser til, at mange patienter i dag eksempelvis ikke behøver blive liggende på hospitalet, indtil der kommer svar på eksempelvis en blodprøve.
»Så ringer man i stedet til patienten, så snart svaret er kommet frem, og det sparer tid for begge parter,« siger Ole Thomsen.
Tilfredshed med samtalerne
AUH har ikke iværksat en egentlig indsats for at få både medarbejdere og patienter til at benytte sig mere af telefonen, når der skal gives sundhedsmæssige beskeder. Men det er oplevelsen blandt hospitalets overlæger, at både patienter og de ansatte er tilfredse med udviklingen.
»Hvis patienten har mulighed for at ringe til en lægefaglig medarbejder, når der opstår et problem, er det for mange at foretrække. Vi har jo patienter fra hele regionen og på nogle behandlingsområder fra hele landet, og hvis man ikke har brug for at blive tilset fysisk, er det fint for mange at tale med lægen pr. telefon. Men hvis det personlige møde generelt skal erstattes af et telefonmøde, er det ikke godt. Det personlige møde kan fange langt flere nuancer, end det er tilfældet i telefonen,« siger overlæge Niels Juul, tillidsrepræsentant for de ca. 550 overlæger på AUH.
Benyttes af kronisk syge
Paraplyorganisationen Danske Patienter har erfaret, at telefonkonsultationen stadig oftere benyttes af kronisk syge – eksempelvis til forældre med diabetesramte børn.
»Det er rigtig vigtigt, at det altid er patienten, som vælger, om samtalen med lægen skal være pr. telefon eller et fysisk møde. Samtidig skal man sikre, at patienterne er klædt godt på til at kunne vide, hvornår sygdommen betyder, at de skal have tage kontakt til hospitalet i forhold til sygdommen. Når man ved det, bliver man mere tryg og bruger sundhedssystemet mindre,« siger Annette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter.
Nye arbejdsgange bliver ifølge Ole Thomsen nødvendige at indføre på AUH, som de senere år har kæmpet med økonomien og arbejdsmiljøet, hvis presset på de ansatte skal lettes i de kommende år.