Fortsæt til indhold
Aarhus

Politikere dumper orientering om tv-eksperiment på plejehjem

Rundsendt orientering om baggrunden for projekt på plejehjemmet Abildgården tilfredsstiller ikke medlemmer af ældreudvalget.

Udenomssnak og utilstrækkelig.

Sådan lyder vurderingerne fra formanden og næstformanden i Aarhus Kommunes udvalg for sundhed og omsorg af den skriftlige orientering, som Sundhed og Omsorgs afdeling Strategi & Udvikling i fredags sendte til udvalgets medlemmer. Orienteringen kom baggrund af JP Aarhus’ beskrivelser af DR2-eksperimentet ”Ung med de gamle” på plejehjemmet Abildgården i nordbyen, hvor samværet mellem de ældre og fem nye, unge beboere skal filmes i et halvt år og resultere i en programserie på seks afsnit.

JP Aarhus har afdækket, at pårørende ikke føler sig ordentligt orienteret, og at den tidligere formand for det nu nedlagte bruger- og pårørenderåd Lars Svensson føler sig fejlinformeret, da de pårørende ikke har fået sendt skriftlig information om projektet. Desuden har formanden for brugerrådet, Kirsten Jensen, fortalt, at hun ikke ved, hvad projektet går ud på.

Det fik flere udvalgsmedlemmer til at kræve sagen belyst på det næste udvalgsmøde på mandag.

Forvaltningens rundsendte orientering gennemgår bl.a. baggrunden for eksperimentet, hvordan der er orienteret om dette på Abildgården, samt at det koster Sundhed og Omsorg 23.190 kr. plus en tredjedel af de unges kostudgifter i seks uger.

Sniger sig uden om humlen

Orienteringen ”Orientering vedr. samarbejdet med Danmarks Radio og unge der flytter på plejehjem” tilfredsstiller ikke udvalgsformand Peter Hegner Bonfils (EL).

»Det er lidt en udenomssnak. Det er bare en opremsning af, at der har været holdt nogle møder, at der er blevet hængt nogle plakater op, og så har man indgået en kontrakt med DR. Den sniger sig uden om humlen i det,« siger formanden, der uddyber, hvad han ser som humlen i sagen.

»Det er, at i det øjeblik kameraerne er i gang, er der et kontroltab, og det skal folk vide. Det vil sige, at det kan muligvis blive en dejlig udsendelse, men det kan også være, at det bliver noget andet. Det ville jo være mærkeligt, hvis DR ikke havde en redaktionel frihed. Det er bare ikke sjovt at opdage bagefter, at de har det.«

Næstformand Ango Winther (S) mener, at orienteringen ikke er dækkende.

»Den er ikke tilstrækkelig og stiller nye spørgsmål. Bl.a. hvem er orienteret om hele forløbet, og hvor meget indflydelse pårørende har haft på projektet, fordi det skal de have, og det føler jeg ikke, at de har haft,« siger Ango Winther.

Ældrerådmand Jette Skive (DF) har i JP Aarhus sagt, at hun mener, at informationsniveauet op til tv-optagelserne har været tilstrækkeligt.

Ango Winther håber på at få talt rådmanden »til fornuft« i udvalget, ellers vil han sende sagen i byrådssalen for at få trykket på pauseknappen for tv-eksperimentet, indtil man har sikret sig, at alle beboere, pårørende, medarbejdere og andre involverede er fuldt informeret og har givet grønt lys til optagelserne.

Infomøde eller på standby

Han mener, at et informationsmøde for pårørende og beboere kunne være en mulighed – som hans udvalgskollega Jan Ravn Christensen (SF) har foreslået. Det har Jette Skive afvist at tage initiativ til. Den modtagelse huer ikke SF’eren.

»Hvis man ikke vil den slags ting, må konklusionen blive lige som det, Ango siger: Så må vi jo trække stikket fra det midlertidigt og sætte det på standby,« konstaterer Jan Ravn Christensen.

Venstres medlem af sundheds- og omsorgsudvalget, Hans Skou, har tidligere kaldt forløbet op til tv-optagelserne på Abildgården et skoleeksempel på dårlig kommunikation.

På trods af kritikken mener udvalgsmedlemmerne, at det er en god idé at lade unge flytte ind på plejehjem, bl.a. fordi det er vigtigt at forsøge at bygge bro mellem generationer.

Præsenteret for, at udvalgsmedlemmerne ikke er imponerede over orienteringen om tv-projektet fra hendes forvaltning, skriver ældrerådmand Jette Skive i en e-mail:

»Hvis partierne ønsker en mere uddybende redegørelse, må de gerne uddybe, hvad de ikke har forstået endnu. Men jeg kan ikke lade være at tænke: Tænk, hvis vores første handling som kulturhovedstad bliver at nægte Danmarks Radio adgang til at lave et dokumentarprogram om livet på et plejehjem. Det er mere ”don’t think” end ”rethink”.«