Fortsæt til indhold
Aarhus

Udvalgsformand vil trække stikket til DR2’s tv-eksperiment

Ældrerådmand Jette Skive (DF) må erkende, at pårørende og beboere på plejehjem ikke er blevet godt nok informeret om et tv-projekt, mener udvalgsformand. V, EL og SF tager sagen op på et møde.

»Hvis det var mig, der var rådmand, trak jeg stikket på det i dag, tog en timeout og sagde ”okay venner, nu er vi nødt til at sætte os ned og være helt sikre på, at alle er med om bord.«

Sådan lyder det fra formand for Aarhus Kommunes sundheds- og omsorgsudvalg, Peter Hegner Bonfils (EL), der er chokeret over Dorte Ipsen og Lise Grud Fiskers fortælling i JP Aarhus torsdag om, hvordan de først juleaften i fjor blev bekendt med optagelserne af DR2-eksperimentet ”Ung med de gamle”.

De to kvinders mor på 100 år bor på plejehjemmet Abildgården, hvor samværet mellem de ældre og fem nye, unge beboere skal filmes i et halvt år og ende ud i en programserie på seks afsnit.

»Jeg ville være edderspændt rasende, hvis jeg så sent fandt ud af, at der skal optages på min fars eller mors plejehjem. Når et kamera ruller, har det en effekt, og så snart nogen ikke er tilpas med situationen, er det sådan set et no go i min bog, lige gyldigt om man er med i optagelserne eller ej,« siger Peter Hegner Bonfils, som mener, at kommunens kommunikation er slået fejl, så snart ét sæt pårørende ikke føler sig ordentligt klædt på.

Formanden vil tage sagen op på næste møde i sundhed- og omsorgsudvalget. Tidligere formand for det nu nedlagte bruger- og pårørenderåd på Abildgården, Lars Svensson, har forklaret, at han føler sig fejlinformeret, da de pårørende ikke har fået sendt information om tv-projektet digitalt. Samtidig har formanden for brugerrådet, Kirsten Jensen, fortalt, at hun ikke ved, hvad projektet går ud på.

Også SF- og Venstre-medlemmer af sundhed- og omsorgsudvalget vil have drøftet sagen på et møde. Jan Ravn Christensen (SF) mener i udgangspunktet, at det er en god idé at lade unge flytte på plejehjem.

»Men det lader til, at man har glemt de pårørende i informationsstrømmen. Man bør hurtigst muligt få sendt noget skriftligt information ud og afholdt et møde omkring tv-projektet, hvor man fortæller lidt mere om projektet,« siger han, der gerne så Jette Skive erkende, at der tilsyneladende har manglet oplysninger til de pårørende.

Hans Skou (V) kalder forløbet for et skoleeksempel på dårlig kommunikation:

»Det er møjhamrende ærgerligt, hvis det slår skår i glæden eller i mulighederne for at få det her eksperiment til at være noget, vi kan bruge fremadrettet.«

Jette Skive mener, at informationsniveauet op til tv-optagelserne har været tilstrækkelig, men erkender, at man burde have sendt e-mails til de pårørende:

»I min verden er det vigtigt at sige, at det er beboerne og ikke de pårørende, der er involveret i det her. Så det et vigtigt, at beboerne siger, om de vil være med eller ej.«