Fortsæt til indhold
Aarhus

Ældrerådmand vil ikke tage initiativ til møde på Abildgården

Rådmand Jette Skive (DF) erkender, at der burde være sendt en mail rundt til de pårørende, inden DR2 begyndte optagelser på plejehjemmet Abildgården.

Når politikerne holder møde i sundhed- og omsorgsudvalget den 23. januar venter der ældrerådmand Jette Skive (DF) en række spørgsmål omkring tv-eksperimentet på plejehjemmet Abildgården i nordbyen, hvor fem unge er flyttet ind.

Som beskrevet i JP Aarhus torsdag har de pårørende fået besked om optagelserne meget sent, og tidligere formand for beboer- og pårørenderådet føler sig fejlinformeret. Enhedslisten, SF og Venstre synes, at projektet er et godt forsøg på at koble generationer tættere sammen. Men de vil have en drøftelse af kommunikationen til de pårørende op til, at DR2 begyndte tv-optagelser på plejehjemmet tidligere på måneden.

Peter Hegner Bonfils (EL) siger, at hvis han var ældrerådmand, ville han foreløbig trække stikket på projektet og sikre sig, at alle er med om bord. Hvad siger du til det?

»Det vil jeg slet ikke gå ind i det. Informationsniveauet på plejehjemmet har været, som det skulle være. Sådan er det. Det eneste, jeg kan have lært af det her, er, at jeg kunne have sendt oplysninger pr. e-mail. Men der er altid nogen, der kunne ønske sig mere information. Alle, der ikke vil filmes, bliver det ikke. I min verden er det et meget fint tilbud fra DR om at lave et projekt, så der sker noget i den sidste tid, inden plejehjemmet skal lukkes,« siger Jette Skive.

Jan Ravn Christensen (SF) efterspørger et møde, hvor man sikrer, at alle beboere og pårørende får al information. Vil du sørge for det?

»Nej, det vil jeg ikke. Det er de velkomne til på Abildgården, men jeg vil ikke tage initiativet. Jeg har heller ikke taget initiativ til de andre møder, så hvorfor skulle jeg pludselig gøre det?«

Fordi du hører om folk, som er utrygge ved situationen og har det øverste politiske ansvar.

»Jamen, der er ikke noget at være utryg ved.«

Men det føler de, at der er.

»Det er ikke sikkert, at de gør det efter mødet i dag,« siger Jette Skive med henvisning til, at hun torsdag holdt møde med Dorte Ipsen og Lise Grud Fisker, som i JP Aarhus har fremført kritik af manglende kommunikation.

Med det, der står i torsdagens avis, kan man forestille sig, at der også er andre, der er utrygge.

»Man kan forestille sig så meget. Folk er velkomne til at rette henvendelse til den daglige leder eller til områdechefen. Jeg har taget et møde med nogen, som gerne ville mødes med mig, det gør jeg altid gerne.«

Når vi snakker med brugerrådsformanden på Abildgården ved hun ikke, hvad projektet drejer sig om.

»Det er jo beboerne, der skal vide det. Det er deres hjem.«

Hun bor der jo.

»Det er deres hjem, og det er der, vi er. Jeg har sagt, at vi også godt kunne have informeret på mail. Det burde vi måske have gjort. Men ellers har informationsniveauet været tilstrækkeligt. At folk så ikke har deltaget i informationsmøder, må være folks egen sag.«

I avisen torsdag kan man få indtryk af, at der er en mangel på information.

»Har I spurgt alle 36 beboeres pårørende?«

Nej, men vi har spurgt den tidligere formand for beboer- og pårørenderådet, som forventede, at skriftlig materiale blev sendt rundt, da han sagde ja til eksperimentet.

»Der er 36 beboere deroppe, så må I have forhørt jer hos dem alle sammen. Og sådan er det.«

Et andet tidligere medlem af beboer- og pårørenderådet tror, at projektet handler om nogle journalistelever, der kommer på besøg.

»Det er fuldstændig fejlinformeret. Det er ikke journalistelever. Det er Rygters Bureau.«

Det ved jeg godt, men det tror hun, og dvs. at hun ikke har de rigtige oplysninger.

»Du må ikke snakke med mig om det, det er ikke mig, der har givet hende oplysningerne. Det er ikke mig, der har holdt møderne, jeg har ikke været til stede. Jeg ville gerne have haft, at vi havde sendt informationer ud på mail, da det er det, de har sagt, at de gerne ville have. Beklager, det har vi ikke gjort. Og så er den ikke længere.«