26-årig skarpskytte indstiller karrieren
Bagspilleren Natascha Ohlendorff fra SK Aarhus indstiller elitekarrieren efter denne sæson, selvom hun ikke er skadet.
SK Aarhus mister en skudstærk bagspiller efter denne sæson.
Natascha Ohlendorff har besluttet at indstille karrieren på eliteplan, selvom hun kun er 26 år.
Hun har spillet i SK Aarhus siden 2011, med en enkelt sæsonafstikker til FC Midtjylland.
»Jeg kunne sagtens fortsætte med at spille håndbold i nogle år endnu, men jeg er begyndt at tænke på livet efter håndbolden. Jeg blev færdiguddannet som tandplejer for to år siden, og det har ikke været muligt at kombinere det med håndbolden. Vælger jeg at fortsætte med at spille håndbold i to-fire år mere, vil jeg højst sandsynligt komme til at glemme, hvordan man arbejder som tandplejer. Jeg har længe ønsket at komme i gang med at arbejde med mit fag,« skriver Natascha Ohlendorff.
Flytter til København
I efteråret forhandlede hun med SK Aarhus om at forlænge samarbejdet, men parterne kunne ikke blive enige om en aftale.
Siden har hun overvejet fremtiden. Og nu har hun besluttet at flytte tilbage til København, hvor hun boede, inden hun skiftede til SK Aarhus.
»Jeg har haft mange lange samtaler med familien og især med min kæreste. Jeg har så besluttet mig for at indstille karrieren og flytte hjem til København, hvor jeg skal arbejde sammen med min mor, der har sin egen klinik. Nu hvor beslutningen er taget, føles det helt rigtigt i maven,« forklarer Natascha Ohlendorff.
Hun er kærester med fløjspilleren Mikkel Saad, der spiller i Århus Håndbold. Han stopper også i sin klub efter denne sæson, og parret forlader Aarhus.
»Vi har opsagt vores lejlighed i Aarhus. Jeg flytter hjem til København, og Mikkel skal efter planen til udlandet, hvis det lykkes for ham at finde en klub,« skriver Natascha Ohlendorff.
Håber på to sejre
Natascha Ohlendorff har været meget skadet i denne sæson, men hun er tilbage på banen, og håber, at hun kan være med til at hjælpe SK Aarhus fri af nedrykning, inden hun stopper karrieren. Holdet har ikke opgivet at indhente København, så klubben undgår to nervepirrende playoff-kampe imod et hold fra 1. division.
»Lige nu ser det ud til, at det er os og København, der skal kæmpe om at undgå nedrykningsspillet. Vi skal vinde de næste to kampe mod FC Midtjylland og Silkeborg-Voel, og København skal tabe de to sidste kampe. Vi ligger bedre indbyrdes end København, og det er det, vi kæmper for nu. Jeg ser gode muligheder for at vinde de to sidste kampe, men det kræver, at vi skal spille godt, og alle er fri for sygdom og skader,« skriver Natascha Ohlendorff.