Fortsæt til indhold
Aarhus

Fraværet daler på Aarhus’ folkeskoler

Positiv udvikling: I skoleåret 2012/2013 var aarhusianske skoleelever i gennemsnit fraværende 5,8 pct. af tiden – i 2014/2015 lå fraværet på 5,3 pct. Tendensen glæder både rådmanden og en professor i pædagogik.

Jacob Haislund | Jonas Hvid

Der bliver længere mellem de tomme stole i klasselokalerne på de aarhusianske folkeskoler. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.

Siden skoleåret 2012/2013 er fraværet blandt eleverne faldet fra 5,8 pct., så den gennemsnitlige elev i Aarhus Kommune i 2014/2015 var fraværende 5,3 pct. af tiden. Dermed ligger fraværet på de aarhusianske folkeskoler nu under landsgennemsnittet på 5,4 pct. Tendensen glæder børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V).

»Det er en absolut positiv udvikling, men også en udvikling på baggrund af det øgede fokus, alle skoler har haft på det her område. Det går den rigtige vej, men vi er ikke i mål endnu,« siger han.

Niels Egelund, professor og centerleder ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, betegner ligeledes udviklingen som »positiv«.

»Men det er også først inden for de seneste år, man har fået et egentligt blik på fraværsdata. Inden da noterede lærerne det måske, men det blev ikke registreret centralt,« siger han.

Niels Egelund fremhæver, at Undervisningsministeriet i denne uge har lanceret en offentlig internetportal, hvor man bl.a. kan se data om fravær og trivsel på hver enkelt skole: »Nu er det næste skridt taget,« mener han.

Et mål, mange initiativer

Sødalskolen i Brabrand kan bl.a. tale med om det faldende fravær. I 2012/2013 havde skolen en fraværsprocent på 9,8 – den højeste blandt de aarhusianske folkeskoler. Men med hjælp fra en socialrådgiver og en række andre tiltag var fraværet i 2014/2015 faldet til 7 pct.

Og tilgangen er helt rigtig, fastslår Niels Egelund. For højt fravær fører let til, at skolegangen går helt i stå.

»At droppe ud i slutningen af sit skoleforløb leder direkte til, at man ikke får en ungdomsuddannelse, og at man måske heller ikke bliver tilknyttet arbejdsmarkedet, men finder ud af at tjene penge på anden vis. Derfor er det rigtig godt, at man kigger på det her,« siger han.

Et notat fra Undervisningsministeriet fastslog desuden på baggrund af skoleåret 2012/2013, at der er en direkte sammenhæng mellem fravær og karaktergennemsnit. En landsdækkende undersøgelse viste dengang, at »elever med under to procents fravær har et karaktergennemsnit på 7,4, mens elever med 10 procents fravær eller mere har et karaktergennemsnit på 5,2«, som det står i notatet.