Fortsæt til indhold
Aarhus

Poul Krebs og Band spiller surprise-festugekoncert

Koncerten er en hyldest til Aarhus Festuge og sangerens hjemby.

Som en hyldest til Aarhus Festuge og sin hjemby, spiller Poul Krebs en surprise-koncert fredag den 4. september. Det er på CANblau scenen på Bispetorv kl. 21.45, at man kan opleve den aarhusisanske sanger.

Det er sidste chance for at høre solisten Poul Krebs i et godt stykke tid. Det næste halvandet år vil han nemlig hellige sig samarbejdet med vennen og kollegaen Michael Falch. De to udgiver deres første fælles album, fyldt med nyskrevne sange, den 13. november, og de har sat hele 2016 af til fælles koncertturné.

Til aftenens koncert i Aarhus vil Poul Krebs være omgivet af det band, han har turneret og indspillet med de sidste par år: Guitarist Rune Kjeldsen, trommeslager Jesper Lind, bassist Troels Skjærbæk og tangentspiller Palle Hjort. Desuden blæsergruppen Michael Bladt på saxofon, Rasmus Bøgelund på trompet og Stefan Ringive på trombone.

Der er fri entré på CANblau scenen, men begrænset plads - så vil man opleve Pouls Krebs på hjemmebane, anbefales det, at man kommer i god tid.