Bygherre skal skrælle top af villa
Et flertal i teknisk udvalg mener, at de 35 centimeter, som er bygget for højt på eksklusiv villa i politisk stormvejr, skal kappes af igen.
Teknisk udvalg i Aarhus Kommune har besluttet, at Stig Bundgaard Møller skal skære 35 cm af den villa, som han er ved at opføre på Strandhusvej i Egå.
»Det er et spørgsmål om, at vi har noget planlægning og nogle regler, som det er nødvendigt bliver fulgt. Ellers fungerer det jo ikke i praksis,« siger Peter Hegner Bonfils (EL), der er medlem af teknisk udvalg.
Byggeriet af villaen har ligget stille i snart to år pga. den politiske storm, som begyndte med en anmeldelse fra naboerne om, at lokalplanen blev brudt, og at byggeriet var for højt.
Bygherren Stig Bundgaard Møller bad kommunen om dispensation for den ekstra højde, fordi det ville blive uforholdsmæssigt dyrt at ændre konstruktionen. 1,5 mio. kr. lød beregningen på.
Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), var lydhør overfor at give dispensation til et revideret byggeprojekt, der skulle reducere etagearealet, som også var for stort ifht. de 250 kvm i to etager plus garage i kælderniveau, som lokalplanen for Strandhusvej tillader. Men der var altså ønske om dispensation for de 35 cm ekstra i højden.
Men ved fremstillingen for byrådet kom Kristian Würtz i strid modvind fra samtlige partier. Frygten blandt byrådpolitikerne var, at en dispensation ville blive en glidebane for fremtidige lempelser, og det samme gjaldt for flertallet ved det efterfølgende møde i teknisk udvalg.
Bortset fra Venstre, som tog forbehold for en drøftelse i gruppen, mener partierne, at de ekstra 35 cm skal fjernes igen. Desuden var der flertal for, at det skal tinglyses på ejendommen, at enkelte af lokalerne ikke må anvendes til beboelse.
Peter Hegner Bonfils (EL) understreger sin tilfredshed med udvalgets beslutning.
»Det er nødvendigt med en fysisk lovliggørelse. Ango Winther (socialdemokratisk næstformand i teknisk udvalg, red.) har formuleret det meget fint: ”Aarhus Kommune skal ikke være et sted, hvor det bliver lettere at få tilgivelse end tilladelse”,« siger han.
Bygherre Stig Bundgaard Møller, har ikke ønsket at kommentere mødets udfald.