Fortsæt til indhold
Aarhus

Kandidatstuderende på AU tabte tempoet i 2014

De studerendes studietempo skal op på Aarhus Universitet, men i 2014 faldt tempoet for kandidatstuderende.

Jørgen Rye

De studerende på Aarhus Universitet skal have mere fart på studierne – men i 2014 gik hastigheden tværtimod ned for nogle af dem.

Det viser tal fra universitetets årsrapport for 2014.

Af rapporten fremgår det, at de bachelorstuderende i gennemsnit brugte 3,1 år på at gennemføre deres treårige uddannelser, hvilket følger universitetets målsætning, men sådan gik det ikke for de kandidatstuderende.

De brugte i gennemsnit 2,9 år på at gennemføre deres to-årige kandidatuddannelse, og det er en stigning i forhold til 2013, da gennemsnittet var 2,8 år.

»Vi var ellers på vej ned i gennemførelsestid, men i 2014 er tallet steget igen, og en del af forklaringen kan være, at nogle af de studerende, som har været meget forsinkede, er blevet hjulpet til at fuldføre deres uddannelse, og det giver et højere gennemsnit,« siger Berit Eika, prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet.

Fornuftig forberedelse

Hendes forklaring på, at det typisk tager en kandidatstuderende næsten tre år at gennemføre en toårig uddannelse, er især de studerendes trang til erhvervserfaring, inden der skal søges job.

»Fællestrækket er, at vores studerende meget fornuftigt forsøger at forberede sig til et job på arbejdsmarkedet, og det har en pris på gennemførelsestiden. Det er især på kandidatdelen, at de har chancen for erhvervsrelevant arbejde og udlandsophold, hvor vi ved, at nogle ikke får de 30 ECTS-point, de skal have, og dermed bliver forsinkede,« siger Berit Eika.

Tættere opfølgning

Som et krav i regeringens såkaldte fremdriftsreform, der vil omfatte alle studerende til august, skal gennemførelsestiden på Aarhus Universitet inden 2020 reduceres med 4,7 måneder.

Udregningen er særdeles teknisk, men da forsinkelserne i dag primært ligger på kandidatdelen, er det her, at der skal hentes en stor del af de 4,7 måneder.

Universitetsledelsens svar er tættere opfølgning på de studerende, som bliver forsinket, bedre sikring af at udlandsophold giver de ønskede point, og så vil universitetet forsøge at putte mere erhvervserfaring ind i uddannelserne:

»Vi vil i højere grad forsøge at lægge praktikophold ind og åbne for specialer, som gennemføres i samarbejde med f.eks. en virksomhed eller en kommune, så de studerende får bygget flere erhvervselementer ind i studiet,« siger Berit Eika.