Folkekirken vil satse på turister og skolebørn
Nye samarbejder skal gøre midtbyens kirker til et mål for turister og skoleudflugter.
Alle er velkommen i folkekirken. Også skoleelever og turister. Det sætter to nye aftaler mellem Århus Domprovsti og hhv. Visit Aarhus og skoletjenesten ULF nu en tyk streg under.
Bag samarbejdet står Århus Domprovstis kommunikationsmedarbejder, Brian P. Ørnbøl, som har til opgave at gøre midtbyens kirker og deres aktiviteter mere synlige for borgere og besøgende i Aarhus.
»Jeg har kigget efter, hvor vi kunne være bedre repræsenteret. På Visit Aarhus’ hjemmeside kunne man før finde lidt om Aarhus Domkirke og Vor Frue Kirke, så vi blev enige om, at det ville være en god idé at præsentere alle kirkerne i Aarhus i billede og tekst med fokus på dem som arkitektoniske og historiske turistmål,« siger han og fortæller, at det også på længere sigt kan komme på tale at lave engelske og tyske rundvisninger og gudstjenester.
Kirken skal være synlige
Visit Aarhus-siden vil inden for en måneds tid være klar til sommerens turister. Samtidig åbner samarbejdet med Undervisning og Læringsforløb i Folkeskolen (ULF) under Aarhus Kommune muligheden for, at skoleelever nu kan komme på kirkevandring, rundvisning og til børnegudstjenester.
Som Jyllands-Posten tidligere kunne fortælle, har provstiet også indgået et samarbejde med Aarhus Portalen, hvor der nu findes en online kalender med kirkekulturelle aktiviteter for enhver smag – hvad enten man er til foredrag eller babysalmesang.
Med ca. 100 arrangementer om måneden i provstiets kirker handler det ikke om at genopfinde den dybe tallerken, men at gøre det eksisterende synligt, fortæller Brian P. Ørnbøl.
»I begyndelsen handler det om at få fortalt, at kirkerne er i byen, for det er ikke noget, som folk er ret bevidste om. Det er nogle flotte bygninger og ikke meget mere. Kirkerne er rigtig gode til at lave spændende arrangementer, men måske ikke så gode til at fortælle om dem,« siger han.
De nye aftaler er sammen med 20 farverige reklamecykler i provstiets opsigtsvækkende blå og orange nuancer, der lørdag blev sluppet ud i Aarhus’ trafik, produkter af Århus Domprovstis nye kommunikationsstrategi.
Og den strategi har til fulde vist sig nyttig, mener domprovst Poul Henning Poulsen.
»Sognene og menighedsrådene er overraskede over, hvor langt videre i medieverdenen man kan komme, hvis man ved, hvilke veje man skal gå. Vi kan nok ikke måle det i kroner og øre eller på, at der nu kommer større søgning mod kirkerne, men det er vigtigt for os, at vi får brudt murene ned, så folk opdager, at kirkerne er en del af deres hverdag – og at vi er der, når de har brug for os,« siger han.