Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus 2017 sikrer oplysning til folket

Med en pulje på to mio. kr. bliver folkeoplysning et væsentligt element i Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad.

Det vil blive et særligt fokus på folkeoplysning, når Aarhus om to år er Europæisk Kulturhovedstad.

Det sikrer en aftale, der netop er indgået mellem FO-Aarhus, Borgerservice og Biblioteker, Sport og Fritid i Aarhus Kommune og Fonden Aarhus 2017.

Her vil hver part bidrage med 500.000 kr. til projektet, så der i alt bliver to mio. kr. til aktiviteter, dér bl.a. skal gøre væsentlige temaer som eksempelvis bæredygtighed til samtalestof i kulturhovedstaden.

Ifølge kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, er projektet med folkeoplysning "et godt samarbejde, der kommer til at berige alle parter og giver nogle spændende oplevelser til byens borgere og gæster".

"Folkeoplysningen og de folkeoplysnende foreninger er en central del af det danske samfund og spiller en afgørende rolle i vores kulturliv, hvilket resten af Europa kan lære af og lade sig inspirere af," siger kulturrådmanden og understreger, at samarbejdet desuden vil give inspiration til, at vi i højere grad kan udvikle gentænke os selv.

Også Torben Dreier, der er leder af FO-Aarhus, er begejstret over det store samarbejde:

"Folkeoplysningens opgave er at gøre væsentlige enmer til samtalestof, og det oplever jeg i høj grad, at der er fokus på i den europæiske kulturhovedstad. Der er mange fællesnævnere,s om er hjerteblod for både FO-Aarhus og Aarhus 2017," siger Torben Dreier og tilføjer:

"Jeg drømmer om, at det her bliver et eksempel til efterfølgelse. FO-Aarhus er ikke med for at få penge. Vi investerer for at bidrage til kulturhovedstaden."

De fire partnere i projektet vil over de kommende måneder udvikle de forskellige aktiviteter, der alle kommer til at foregå i Aarhus Kommune.

Administrerende direktør for Fonden Aarhus 2017, Rebecca Matthews, ser store muligheder i det nye partnerskab, der kan underbygge og styrke Rethink-temaet for Aarhus som europæiske kulturhovedstad i 2017.

"Det er et fantastisk Rethink-partnerskab. Folkeoplysningen er en væsentlig og betydningsfuld del af dansk kultur, og med så erfarne og kompetente samarbejdspartnere ser jeg frem til at gentænke og diskutere idéer og projekter, som vil involvere mange borgere og gøre en forskel i deres hverdag," siger hun.