Fortsæt til indhold
Aarhus

Kulturhovedstaden skruer ned for de økonomiske ambitioner

Aarhus 2017 er blevet tvunget til at beskære budgettet fra 500 til 420 mio. kr.

Signe Haahr Lindegaard

80 mio. kr. Så meget mindre vil gå til at skabe det enorme kulturprojekt, der om få år skal tiltrække tusindvis af både danske og internationale turister og for alvor skal sætte Aarhus og hele Region Midtjylland på verdenskortet. Nemlig Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Det fremgår af den strategiske forretningsplan for Aarhus 2017, der netop er blevet offentliggjort.

For som følge af, at regeringen har valgt kun at afsætte 129 mio. kr. i finansloven til Aarhus 2017 i stedet for de ønskede 200 mio. kr., har ledelsen for kulturhovedstadsprojektet måttet nedjustere det samlede budget fra de oprindelige 500 mio. kr. til nu 420 mio. kr.

Med det nye budget vil 286 mio. kr. gå til selve programmet, mens 56 mio. kr. vil blive brugt på PR, marketing og kommunikation. 59 mio. kr. vil gå til administration, løn m.m. Herudover er der en såkaldt buffer på 20 mio. kr., der skal gå til uforudsete udgifter og, i fald det er muligt, kan lægges oven i programpuljen.

Politisk ærgrelse

Det betyder, at 68 pct. af den samlede andel af kulturhovedstads-kronerne vil gå til programdelen – den del, der skal bruges på kunst og kultur – hvilket er et markant fald fra det gamle budget, hvor den økonomiske ramme lå på 500 mio. kr. Her gik 75 pct. af midlerne eller 375 mio. kr. ubeskåret til programmet.

Samtidig er den del af budgettet, der skal dække administration, løn og kommunikation vokset fra 25 pct. til 27,5 pct.

Og det er ifølge Steen B. Andersen (S), formand for kulturudvalget i Aarhus Kommune, »ærgerligt«.

»Selvfølgelig ærgrer det, for der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne ville have haft den helt store pakke på 500 mio. kr.,« siger han og understreger, at Aarhus 2017 stadig er blandt de bedste til at holde administrationsudgifterne nede, sammenlignet med andre kulturhovedstæder i Europa.

Samtidig tilføjer Steen B. Andersen, at det er meget ansvarligt af ledelsen i Aarhus 2017 at have nedjusteret de økonomiske forventninger, efter at drømmen om 200 mio. kr. fra staten kuldsejlede.

»Jeg synes, at de gør det rigtig ansvarligt ved at agere ud fra den virkelighed, der er. Desuden arbejder man meget ambitiøst på at udvide de økonomiske rammer og få midler fra private,« siger han.

Skippet ansøgningsrunde

En konsekvens af, at 2017-budgettet er nedjusteret med 80 mio. kr., er, at man har valgt at sløjfe en ansøgningsrunde for projekter i indeværende år.

I stedet skal kulturaktører med gode idéer henvende sig til 2017-sekretariatet, hvor der vil ske en vurdering af, om projektet er støtteværdigt.

Deadline for det vil være den 1. maj i år, og glipper det, vil sidste chance for at komme i betragtning til økonomisk støtte til et 2017-projekt være i begyndelsen af 2016 i forbindelse med et såkaldt »Open Call«, hvor alle kan byde ind med deres projekter. I puljen vil til den tid være 30 mio. kr.

Steen B. Andersen håber ikke, at det reducerede budget vil have en effekt på publikumstilstrømningen i 2017, når bl.a. fire mega-events hver skal tiltrække mindst 40.000 mennesker, men han understreger, at han håber, man kan nå op til de oprindelige 500 mio. kr.:

»Der er ingen tvivl om, at jo flere penge, man har, jo bedre og bredere program kan man lave, og det vil jo også have en afsmittende effekt på publikumstilstrømningen,« siger Steen B. Andersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra adm. direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews.