Fortsæt til indhold
Aarhus

Planlæg ferien i 2017: »Bliv hjemme«

2017: De to programdirektører for 2017-fonden fremlagde i går nogle af de konkrete projekter, som kommer til at sætte sit præg på kulturhovedstadsåret i Aarhus.

Kasper Schütt-Jensen | Tina Bryld

Aarhus Domkirke kommer til at blive omdrejningspunktet for en af de større begivenheder i 2017.

Sammen med Teatret Svalegangen vil kirken gentænke gudstjenesten og bringe Luther tilbage i en nutidig version med en event, ”Reformationen version 2.0”, hvor kirkelige ritualer skal iscenesættes på en ny måde.

Ideen er født i et udvalg, som biskop Kjeld Holm har nedsat om, hvad kirken kunne bruge 2017 til, fortæller domprovst Poul Henning Bartholin.

»Det var ret åbenlyst at tage afsæt i, at det den 31. oktober 2017 er 500 år siden, at Luther slog sin liste op på kirkedøren i den tyske by Wittenberg. Det må siges at have haft stor indvirkning i Danmark og det øvrige Norden,« siger han.

»Vi vil gerne sige, at Reformationen og protestantismen er vigtig at holde i live, ligesom det er vigtigt i dag at formulere den protest, der ligger i Luthers tanker. Det kan man gøre gennem et stort skuespil, som vi laver sammen med Svalegangen.«

Ind i maskinrummet

Den både teatralske og kirkelige begivenhed blev præsenteret i går, da de to midlertidige programdirektører i 2017-fonden, Carsten Holst og Ole Wolf, gav det første blik helt ind i fondens maskinrum.

De har taget over efter den tidligere programdirektør Gitte Just, der forlod projektet i september, og varetager stillingen til den 1. marts næste år, hvor en ny programdirektør skal være på plads. Stillingen bliver slået op snart.

Start: 21. januar 2017

Carsten Holst og Ole Wolf synes, at de har så meget fod på kulturhovedstadsårets oplevelser, at de har et godt råd til aarhusianerne: »Bliv hjemme i 2017.«

Med de 8.000 store og små begivenheder, der kommer til at finde sted i hele regionen fra Aarhus i øst til Ringkøbing i vest, bliver der så meget at opleve, at der ingen grund er til at tage til udlandet, mener de.

Det hele begynder den 21. januar 2017, hvor kulturhovedstadsåret bliver markeret i hele regionen og slutter om aftenen i Aarhus med en megabegivenhed, som alle er inviteret til. Hvilket navn, der bliver trækplaster, ved de ikke endnu.

»Men det bliver ikke en nobody,« siger Carsten Holst og ruller nogle af de andre store begivenheder op.

Susanne Bier-trilogien, hvor der skal laves tre sceniske versioner af nogle af filminstruktørens velkendte film, bliver et trækplaster, mener han, ligesom Aarhus Symfoniorkester kommer til at markere sig med fire symfoniske værker, der skal folde det 20. århundredes historie ud gennem musikken.

»Aarhus Teater vil omdøbe sin Scala Scenen til ”Rethink Stage”, hvor der skal skabes teater ud fra spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansker i dag,« siger Carsten Holst og uddyber, at teateret hører til de såkaldte ”Big 8”-kulturinstitutioner i Aarhus, som også omfatter bl.a. Aros, Den Gamle By, Moesgaard Museum og musikhuset, som alle skal være væsentlige spillere i hele 2017-forløbet.

Året på hjul

Carsten Holst og Ole Wolf har opfundet et særligt hjul, som bliver lagt på fondens hjemmeside til foråret. Her kan man klikke sig ind på de enkelte begivenheder i 2017.

Hjulet er delt op i dels kvartaler, som hver skal rumme et megaprojekt, der skal trække minimum 40.000 gæster til, dels måneder, som hver skal rumme et såkaldt fuldmåneprojekt med minimum 15.000 gæster.

»Det lyder realistisk,« siger Per Smedegaard, teaterchef på Svalegangen, om ”Reformationen version 2.0”, der er et fuldmåneprojekt. Han er parat til at strække ud over hele året. For nok tager det sit afsæt i Aarhus Domkirke, men planen er i samarbejde med domkirken at inddrage seks af regionens store kirker.

Han glæder sig til at skulle i gang med at udtænke den færdige plan, som 2017-fonden vil skyde 1,5 mio. kr. i.

»Jeg foreslog, at vi kunne lave en event, som gentænker gudstjenesten. Det var han med på. Det skal være en kunstnerisk begivenhed, men det skal hverken være en teaterforestilling eller en gudstjeneste,« fortæller han.

»Som kunstner har jeg lyst til at gøre alt det, som man ikke normalt gør i en kirke – f.eks. at klappe højt. Det har jeg da tit lyst til ved en barnedåb, men man må jo ikke give udtryk for liv på den måde i kirken.«

Derfor skal der arbejdes med et kirkeligt ritual, som det var i Luthers tid, hvor man gerne måtte larme, siger han.

Domprovsten supplerer:

»Når man har et tema som ”Rethink”, kan man næsten ikke finde et bedre udtryk for det end i protestantismen, for Luthers opgør med den katolske kirke rummer en stadig selvkritik, en stadig overvejelse af, hvad budskabet egentlig er.«