Aarhus har mistet sin farverige pizzakonge
Den lokale legende Mickey Lee er død 67 år gammel. Han vil blive husket for sit engagement og sin farverige personlighed.
Da indehaveren af Mackie’s Pizza og Cantina ved Domkirken, Mickey Lee, døde fredag i en alder af 67 år, mistede Aarhus en festlig, farverig og godhjertet personlighed. En mand, der ifølge vennen gennem 40 år Steffen Olesen, ikke var bange for at råbe højt, og som nok aldrig blev politisk korrekt.
Gennem mange år var Mickey Lee en lokal kendis for blandt andet sit engagement i AGF.
”Gennem 1980’erne og 1990’erne var Mackie’s Pizza vores andet klubhus. Specielt firserholdet med bl.a. Troels Rasmussen og John Stampe kom der, og det skabte et fællesskab med Mickey. Det blev sådan et sted, hvor vi havde det skægt, og det var i en tid, hvor man ikke gik så meget op i kostplaner og kampvægt,” fortæller Steffen Olesen, der er formand for fodboldafdelingen i AGF.
Især nytårsaftenerne for en indviet skare hos AGF på Mackie’s husker han tilbage på med glæde, men også i de seneste år har Mickey Lee sat sit aftryk på AGF og Aarhus.
”Det er ikke mere end 14 dage siden, at han ringede til mig og spurgte, om jeg ikke kunne stille med et par fodboldhold nede ved ham. Bevarelsen af P-pladserne på Bispetorv lå ham meget på sinde, og han tilbød at donere en krone til klubben for hver underskrift for en bevarelse, fodboldholdene kunne samle, og holde en pizzafest for dem i januar,” siger Steffen Olesen.
Ifølge vennen var Mickey Lee, der kom til Aarhus fra hjembyen Blackpool i 1968 for at være dj, heller ikke bleg for at hjælpe mindre bemidlede, når han fik muligheden for det. Der er således blevet langet mange pizzaer over disken til folk, der måske ikke lige havde muligheden for at betale her og nu, og som livet havde været hårdt ved.
Til gengæld har autoriteter og myndigheder ofte fået en anden side af Mickey Lee at se, når han har protesteret over restriktioner for musiktelte til Festugen eller regler for opsætning af borde på gaden.
”Han var lidt af en anarkist, og der skulle være plads til andre end dem, der kunne synge og spille rent. Han følte nok nogle gange, at han løb panden mod en mur, men mig bekendt var han på god fod med alle,” siger Steffen Olesen.
Mickey Lee overtog Mackie’s Pizza i 1980, og siden har forbindelsen til byens sportsliv og især AGF kastet mange anekdoter af sig.
Blandt andet forlød det, at Mickey Lee var rede til at betale gode penge for de sidste ti minutter på banen for AGFs førstehold – det kom der dog aldrig noget ud af. Og til tider har det også virket som om, halvdelen af de aarhusianske sportshold var sponsoreret af Mackie’s Pizza – fordi Mickey Lee som regel var klar med støtte til et nyt sæt tøj eller andet, hvis det kunne blive prydet af restaurantens logo.
Mickey Lee efterlader sig kone og tre sønner.