Fortsæt til indhold
Aarhus

Pizzakongen Mickey Lee er død

Indehaveren af Mackie's Pizza & Cantina i Aarhus, Mickey Lee, døde fredag eftermiddag.

Michael John Lee - bedre kendt som Mickey Lee eller pizzakongen i Aarhus - døde fredag eftermiddag i en alder af 67 år.

Det oplyser Kirsten Puggard fra forlaget Lemuel Books, der sammen med Mickey Lee selv har skrevet bogen "Mackie's Pizza - Pizzakongen", til Ekstrabladet.

Mickey Lee er indehaveren af restauranten Mackie's Pizza & Cantina, der ligger Skt. Clemens Torv i Aarhus.

Mickey Lee blev nytårsdag bragt til Skejby Sygehus. En medarbejder fra Mickie's Pizza & Cantina hørte et brag og fandt ham for enden af trappen til kælderen. Mickey Lee havde ellers opført sig normalt og havde været ude og vinterbade forinden.

På Skejby Sygehus konstaterede man, at der var tale om en hjerneblødning.

Efter at have ligget i respirator i et døgn besluttede Mickey Lees familie, som består af en hustru og tre sønner, at slukke for respiratoren. Det fortæller Kirsten Puggaard.

Den århusianske pizzakonge har ikke altid vidst, at han ville lave pizza. Musikken har spillet en meget vigtig rolle i Mickey Lees liv.

Mickey Lee blev som teenager roadie for den nordirske sanger Van Morrison, da en af musikerne fra scenen efterlyste én, der kunne køre bandbussen til London. Senere bragte en jobannonce i musikmagasinet New Musical Express Mickey Lee til Danmark. Det var jobbet som dj, der i sidste ende har sørget for, at pizzakongen slog sig ned i Danmark.

Men musikken har, selvom Mackie's Pizza & Cantina har taget meget af tiden, altid været vigtig for Mickey Lee.

I 1998 udkom hans første cd "One too many lovers". Efterfølgende har Mickey Lee udgivet en cd i 2000 med den meget passende titel "Pizza Party". Derudover blev det til en cd i 2003, som hedder "She's the Girl".

Det er 32 år siden, at Mickey Lee startede i pizza-branchen.

Han lånte penge til sin ven Mackie, der havde en pizzarestaurant i lokalerne. Mickey Lee endte med at gå med i restauranten for at få sine penge ud igen, men en dag rejste vennen og Mickey Lee stod tilbage med det hele.