Restaurant skal fjerne udskældt anlæg
Restaurant Langhoff & Juul skal straks fjerne et stort ventilationsanlæg og må ikke bruge et lokale, der har fungeret som møderum og vinkælder.
Fjern straks det store ventilationsanlæg, stop brugen af kælderlokalet og nedriv eller gør skuret i gården brandsikkert.
Sådan lyder de omfattende krav fra Aarhus Kommunes byggesagsafdeling, der nu sætter hårdt ind over for restauranten Langhoff & Juul med tre strakspåbud.
Som JP Aarhus tidligere har afsløret, driver restauranten på tredje år virksomhed i lokaler, der ikke er godkendt til formålet, og beboere i nabolaget har følt sig stærkt generet af restaurantens aktiviteter, som i mange tilfælde er foregået uden de nødvendige tilladelser.
Langhoff & Juul, som ligger i Guldsmedgade, har både haft udeservering uden tilladelse, overtrådt lokalplanen og sat et stort ventilationsanlæg op uden byggetilladelse. Men nu skrider kommunen for alvor ind.
»Restauranten skal få styr på de her ting inden for nær fremtid, og vi kører ned og følger op på det i denne uge, og så må vi se, hvordan det ser ud til den tid,« siger Jan K. Olesen, teamleder i kommunens byggesagsafdeling.
Han kalder det »meget usædvanligt«, at en restaurant laver så mange overtrædelser og undlader at søge de nødvendige tilladelser, som Langhoff & Juul har gjort.
Glad ejerforening
En stribe beboere i området omkring restaurant Langhoff & Juul har i en høringsfase angående restaurantens ansøgning om at lovliggøre lokalerne i Guldsmedgade 30 klaget over ventilationsanlægget, som de i skarpe vendinger har kritiseret for at være »skæmmende« og »støjende«.
Udformningen med de mange rør er blevet sammenlignet med Pompidoucentret i Paris, og det har vakt harme, at restauranten har opført anlægget uden de nødvendige godkendelser, og uden at borgerne har haft mulighed for at komme med indsigelser.
Ejerforeningen Borggade 3, som deler baggård med restauranten, skred til anmeldelse af ventilationsanlægget til kommunen og krævede anlægget fjernet.
Da JP Aarhus overbragte underskriveren af anmeldelsen af anlægget, Jon Pihl-Andersen, nyheden om, at kommunen har udstedt et påbud om, at det straks skal tages ned, vakte det glæde.
»Vi er utroligt glade for, hvis det skal pilles ned eller flyttes. Vi er utroligt tilfredse med, at det er sådan, det udvikler sig,« sagde bestyrelsesmedlemmet, som tilføjede, at mange beboere fik et chok, da der i højsommeren pludselig stod »et skrummel af et ventilationsanlæg«. Beboerne i opgangen kunne ikke forstå, hvordan restauranten bare kunne sætte anlægget op uden tilladelse, og uden at folk skulle høres.
Jon Pihl-Andersen forventer, at fjernelsen af ventilationsanlægget kommer til at betyde en hel del for beboerne.
»Især for de nederste lejligheder, for anlægget summer stadig om natten, selv om det er blevet bedre. Vi håber, der kommer ro på,« siger Jon Pihl-Andersen og konstaterer, at udsigten ud fra lejlighederne også vil blive bedre, når den ikke skæmmes af anlægget, som beboerne vurderer til en højde på 120-150 cm.
Restaurant følger krav
Teknikrådmand Kristian Würtz (S) kender lidt til sagen om Langhoff & Juuls udskejelser, da han har fået flere borgerhenvendelser om problemerne, som restauranten har forårsaget.
»Helt generelt skal man lade være med at lave installationer uansøgt og uden tilladelse. Men den konkrete sag kender jeg ikke godt nok til, at jeg kan kommentere den,« siger Kristian Würtz.
Langhoff & Juul har bl.a. brugt kommunens lange sagsbehandlingstid som et argument for, at restauranten har været nødsaget til at etablere et ventilationsanlæg, men det er ikke en god undskyldning, mener rådmanden.
»Som jeg kender til sagen – og det er ganske overfladisk – så har man ikke i tide sørget for at komme med de nødvendige ansøgninger, så man kunne få en godkendelse.«
Jonas Langhoff, indehaver af Langhoff & Juul, siger om sagen:
»Vi er positivt indstillede over for at imødekomme kommunens krav. Dem har vi tænkt os at overholde, og vi har fuldstændig tillid til, at de folk, som har stået for hovedentreprisen, udfører deres arbejde, så tingene bliver bragt i orden,« lyder det fra Jonas Langhoff, der ikke har yderligere kommentarer i sagen.
Langhoff & Juul har tidligere sendt JP Aarhus en redegørelse, hvoraf det fremgår, at »ventilationen er opsat af absolut største nødvendighed og af kritiske hensyn til køkkenpersonalets sundhed, idet Langhoff & Juul hen over sommeren (2014, red.) var decideret lukningstruet uden en omgående løsning.«
JP Aarhus har spurgt, hvilke konsekvenser det får, at restauranten nu skal nedtage ventilationsanlægget, men det har Jonas Langhoff ikke ønsket at kommentere.